Hos Kildegårds Fisk stødte jeg for første gang på røget torskerogn. Jeg kender naturligvis de sædvanlige “bukser”, men det var første gang, jeg så den røgede variant.
Efter at have konsulteret fiskehandleren endte vi med at vælge den bløde udgave i håbet om at kunne genfinde den særlige cremethed, som blev beskrevet for os.
Retten blev som følger:
- 3 skiver røget torskerogn per person
- peberrodsskum
- smørristet rugbrød i HELT tynde skiver
- ditto skiver af rå rødbede
Peberrodsskum
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift af Wassim Hallals nylige bog: “Unplugged”.
- 1 finthakket skalotteløg
- 0,5 dl noilly prat
- 0,5 dl piskefløde
- 4 spsk reven peberrod
- 2 bl husblas udblødt i koldt vand
- 0,5 dl stiftpiskede æggehvider
- citronsaft
Skalotteløget blev sauteret i lidt olivenolie, til det blev gennemsigtigt. Noilly prat hældes på og koger ind, til det stort set er væk. Herefter tilsættes piskefløden og gryden tages af blusset. og husblas samt peberrod tilsættes. Tilsæt til sidst æggehvider og citronsaft. Smag til og juster evt med mere peberrod, afhængig af hvor meget kapow du er til.
Saucen sigtes og hældes på en sifonflaske, som lades med 1 patron.
Rødbeder skrælles og skæres i HELT tynde skiver. Jeg har en lang kartoffelskræller, som er fænomenal til formålet. Marineres i lidt af Meyers gode solbæreddike, olivenolie, salt og peber.
Rugbrød skæres i helt tynde skiver og ristes gyldne og sprøde i smør.
Retten anrettes nu efter fri fantasti.
Røget torskerogn var et rigtig positivt bekendtskab, det bliver ikke sidste gang, jeg har leget med det.
Fotografen var så glad for retten, at han kvitterede med billeder. Jubiiii.
På snarligt gensyn: ny ret følger i morgen.
Mange hilsner, Mette
Fotograf: Martin Kaufmann
Åh, hvor lyder, og ser det lækkert ud-haps!)
Taaak! SKØNT at høre. Det smagte altså også rigtig dejligt!! (hvis man godt må sige det om sin egen mad – hihi)
Det ser utrolig smukt ud og lyder super lækkert!
Taaak!
Fotografen alias kæresten havde ikke mange andre valg, men når det er sagt var det også en rigtig god byttehandel… smagte fantastisk!!!
Fotografen kan bare vente sig, han bliver SNART trængt op i et hjørne igen!