De fleste af os kender den.
Om ikke andet så fra d´herrer Prices underholdende TV-program, den klassiske tarte tatin, som sædvanligvis laves med karamelliserede æbler.
Denne version er fra det salte køkken med skønne, solmodne cherry- og /eller dadel tomater. Jeg har tilsat mørdejen timian og revet ost for at give et ekstra smagselement.
Spis tærten som aftensmad med en god, grøn salat. Det er også en fin frokostret eller perfekt indslag til den overdådige brunch.
Here goes…..
Mørdej
- 100 gr fuldkornshvedemel
- 150 gr hvedemel
- 100 gr smør
- 50 gr revet fast ost. Jeg brugte et skønt stykke Västerbottan fra Höganäs Saluhall, men du kan også bruge Parmesan, Primadonna, Vesterhavsost eller Digekrone
- 1 stor spsk frisk timian eller oregano
- Salt og peber
- ca 6 spsk koldt vand til at samle dejen med
Smørret smuldes i de to slags mel. Tilsæt ost, krydderurter, salt og peber og saml til sidst hurtigt med vand. Lad dejen hvile ca 30 minutter i køleskabet.
Fyld
- 25 gr smør
- 1 spsk rørsukker
- 500 gr cherry- og dadeltomater i halve
- 2 fed hvidløg
- 1 stor spsk frisk timian eller oregano
- 2 tsk hvid balsamico
Smelt smørret i en tykbundet (tung) pande. Tilsæt sukkeret og lad det smelte, til det er gyldent ved middel – høj varme.
Tag panden fra varmen og tilsæt tomater, hvidløg, balsamico og krydderurter. Rør rundt, så alle ingredienser bliver ligeligt fordelt. Smag til med salt og peber.
Vend tomaterne så skærefladen ligger mod bunden.Rul dejen ud til samme diamater som panden og læg dejen ovenpå tomaterne. Tryk kanterne godt ned, så de ikke flapper op under bagning.
Prik masser af huller i dejen med en gaffel, så dampen kan slippe ud og dejen ikke buler op.
Bag ved 200 grader i ca 30 minutter, til bunden er gylden og sprød.
Lad tærten køle let af og vend den ud på et fad.
Velbekomme!
Mange hilsner, Mette
Fotograf Martin Kaufmann
Dén har jeg glædet mig til, siden jeg så den på Instagram! Er du så færdig, den ser lækker ud! Mmmmh.
Hvor er du sød, Marie.
Nu behøver du ikke vente længere!
Hej Mette
Super lækkert indslag :-). Lader du væden fra tomaterne afdampe inden du lægger på butterdejen, eller kan den bære en del væde fra dem?
Mange hilsner
Søren
Hej Søren,
Jeg tog lidt af væden fra, men bemærk det er en mørdej, som ikke er skrøbelig (og sugende) på samme måde som butterdej.
Tak for rosen!
Mange hilsner, Mette
Hvor er den smuk! God idé til en enkel og skøn frokostret 🙂
Tusind tak!
Det var i sandhed en dejlig lille ret.
Det er den lækreste udave jeg til dato har set. Den må prøves, for jeg elsker den klassiske tomattærte.
Det var en skøn tærte, som jeg varmt kan anbefale!
uuuhhhhhaa, havde helt glemt denne dejlige opskrift. her til aften lavede vi den, vores børn (5 og 3 år) var vilde med den….
Resten skal bruges til Brunch i morgen.
Kh Jan
Tænk, Jan – det havde jeg også!
Indtil du mindede mig om den!!!!! Nu skal jeg helt klart snart have den i ovnen!
Kh, Mette