Stirfried broccoli med peberfrugt, ingefær og hvidløg

Selvom vi lige er kommet hjem efter næsten 3 ugers ferie i Thailand, så er lysten til det thailandske køkken på ingen måde taget af.

Tværtimod.

Det er lidt sjovt, for når jeg kommer hjem fra f.eks. Indien, så er mine sanser i den grad mættet af det karakteristiske køkken og der skal gå noget tid, før jeg har lyst til det igen.

Thailandsk mad er væsentlig lettere, mere knasende og friskt, og langt flere nuancer i maden. Jeg tror, det er årsagen til, at min mæthedsgrænse er længere væk.

Vi har spist thai adskillige gange siden, vi kom hjem og nogle ingredienser har jeg fået øjnene lidt mere op for efter at have set, hvordan det bliver brugt i vid udstrækning i det autentiske thailandske køkken. F.eks. østerssauce. Inden vi tog afsted, havde jeg en tendens til i højere grad at bruge fiskesauce, men det har ændret sig.

En dejlig vegetarret eller tilbehør til 3-4 personer
En dejlig vegetarret eller tilbehør til 3-4 personer

I dag får du en lille nem opskrift på broccoli, som svitses hårdt med masser af østerssauce, hvidløg og ingefær. Næsten en ret i sig selv eller skønt tilbehør.  

  • 1 bdt broccoli delt i buketter
  • 1 rød peber i rustikke stykker
  • peanut-, solsikke eller sesamolie
  • 1/2 dl østerssauce
  • 2 store fed finthakkede hvidløg
  • 1 rød chili
  • 30 gr finthakket ingefær
  • 2 spsk soja
  • Frisk koriander, thai basilikum eller mynte

Fyr godt op under din wok eller (sauter)pande til den er næsten rygende varm. Tilsæt lidt olie og hæld broccolien på med det samme. Lad broccolien få “lidt kanter” og farve og kom derefter den røde peber på. Lad også den får lidt farve.

De resterende ingredienser – undtagen krydderurt – tilsættes og det hele sauteres godt igennem, indtil broccolien er mør, men stadig har bid.

Hæld det hele på et fad og garner med din foretrukne krydderurt.

En håndfuld grofthakkede peanuts eller cashewnødder ville ikke gøre skade.

God fornøjelse.

Og god mandag.

Kh, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *