Sommerfrikasse med små, nye kartofler, strandløg, rejer og urter

Tidligere på ugen – midt i mellem – nyt arbejde og timer på hospitalet hos min Mor, lavede jeg en slags frikasse med helt små, nye kartofler, gode rejer og masser af dild samt andre herlige urter.
_DSC3367

Inspireret af, vi i sidste weekend trak stikket ud og var til Sol over Gudhjem, der er en skøn kokkekonkurrence, som afholdes hvert år drevet af brødrene Mads og Mikkel Marschall.
_DSC3330
Stort set alle deltagerne brugte en hel lokal ingrediens, som står overalt i vejgrøften på Bornholm: sandløg eller strandløg, som de også kaldes.
_DSC3355
Løgene har nogle yndige blomster og selve “blomsterhovedet” består af en masse bittesmå løg. Aldeles dekorative og med en dejlig, mild løgsmag.

Retten kræver lidt tålmod. Først skal der pilles rejer og det ultimative er selvfølgelig fjordrejer og herefter gælder det skrubning af de små kartofler. Det er rigtig kærlighedsmad, hvis man investerer tid i at klargøre så gode ingredienser til sine kære. Omvendt, når ingredienserne først er klar, så tager det egentlig ikke lang tid at bikse den endelige frikasse sammen.

Jeg fortæller snart meget mere om Sol over Gudhjem.

Sommerfrikasse med rejer, små kartofler, strandløg og urter

(Hovedret til 3 personer)

  • 1 kg rejer – gerne fjordrejer
  • 750 gr nye kartofer – så små og fine som muligt
  • ca 5 strandløg delt i blomster og de små løg. Du kan selvfølgelig også bruge et halvt skalotteløg og blomster fra purløg, som er lidt nemmere at få fat på
  • 3 dl hvidvin
  • 1,5 dl fløde
  • 1 spsk olivenolie
  • 2 spsk smør
  • 1 bdt dild
  • 2 spsk ribs
  • 3 radiser hævlet i tynde skiver på mandolin eller med kartoffelskræller. Herefter lagt i isvand, så de krølller fint.
  • 1 spsk citrontimian
  • Lidt bronzefennikel eller dildkviste til pynt
  • Spiselige blomster som f.eks citrontagetes

Sæt lidt god musik på og start med at pille rejerne. Skænk dig måske også et glas af den hvidvin som senere skal bruges til saucen.

Skru lidt højere op for musikken, når du går i gang med kartoflerne. De skal skrubbes grundigt og gåes efter for “øjne.” Kog kartoflerne sammen med de grove dildkviste i rigeligt saltet vand til, de stadig har bid.

Smelt 1 spsk smør og 1 spsk olivenolie i en sauterpande. Tilsæt de små løg af strandløg og lad dem sautere, uden de tager farve, i ca 5 minutter. Tilsæt hvidvinen og lad den koge ind til det halve. Tilsæt derefter piskefløden og reducér igen saucen, til den tykner. Til sidst monteres med den sidste spiseskefuld iskolde smør, så saucen får en god konsistens og kan “hænge ved” kartoflerne, uden du får melklister i ganen.

Smag til med salt og peber.  Tag gryden af varmen.

Hak den resterende del af dilden og kom den i saucen. Vend godt rundt og smag til igen.

Anret i dybe tallerkner med ribs, radisespåner, citrontimian, fennikel og blomster.

Rigtig god appetit og dejlig weekend til dig.

KH, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

  Køkkengrej og udstyr

Hvid tallerken fra stellet Ursula, som nu produceres af Kähler

 

 

 

One thought on “Sommerfrikasse med små, nye kartofler, strandløg, rejer og urter”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *