Hansens skyrmælkeis – nu med mosevand

For nogle uger siden fik jeg den skønneste leverance fra Hansens Is.

Så er det altså ikke så tosset at være madblogger, når man helt legalt – i markedsføringens hellige navn – kan kaste sig over en portion is.

I forvejen er jeg meget begejstret for Hansens is. Der findes ikke mange isfabrikanter, som snor sig uden om konglomeraterne, men Hansens is er en af dem og det er fantastisk, hvordan de hylder de traditionelle is-fremstillingsmetoder (og især råvarer) og lancerer dem i retroindpakning. I like.

Hansen har nu introduceret en ny type is; skyrmælkeis. Hansen er jo ellers kendt for at lave god, gammeldags flødeis, hvor der ikke holdes igen med alle de gode sager, men nu har piben alligevel fået en anden lyd og en lidt “bedre” is er blevet introduceret.

Skyren giver syrlighed til den cremede mælkeis og man savner (næsten) ikke fløden. Især ikke når man tænker på, at det øgede proteinindhold giver en bedre mæthedsfornemmelse og man samtidig ikke propper kroppen med alle de mærkelige tilsætningsstoffer og kunstige sukkerarter, der ellers er i “slanke-is”.

Decideret slankeis er det nu ikke, men fedtindholdet er reduceret til 1/3 i forhold til den oprindelige flødeis.

Der er dog kun 10% skyr i isen og 72% mælk. Jeg gad godt se, hvad der skete, hvis man skruede endnu mere op for skyrindholdet. Så var det lige før, det ville blive lovligt at spise is til morgenmad. Sukkerindholdet er stadig mellem 12-15%, men det er dog godt, økologisk rørsukker.

Jeg prøvesmagte isen natura og blev straks begejstret. Begge varianter vanille og solbær med acai var skønne. De er næsten lige så cremede som flødeisene, men dog ikke så “fedtede.” Isen har en lille tendens til at blive grynet. Især hvis den bliver frosset ind igen. Så spis isen straks.

Afhængig af, hvordan man ønsker at servere isen er begge varianter gode. Naturligvis egner bærvarianten sig lidt bedre til at servere (helt) alene end vanilleisen, som kun bliver endnu bedre af lidt modspil.

Og modspil det lavede jeg.

“Mosevand” fik jeg første gang på Dragsholm Slot, mens Rasmus Leck Fischer stadig var deroppe sammen med Claus Henriksen. En kold, forfriskende suppe, som laves på bla æblejuice, grøn te og urter.
Siden har jeg ikke kunnet få den ud af hovedet og da jeg her i foråret fik noget lignende igen på Nimb, måtte jeg hjem og eksperimentere med juiceren og lave kolde, søde supper. Men helt ærligt – det har ikke meget med en suppe at gøre, det er basalt set bare en juice.
Jeg endte med at juice æbler, økologisk citron, mynte, lidt estragon (det giver lakridstoner), citronmelisse og citronverbena. Æblerne skal der til for sødmens skyld, men ellers tilførte jeg slet ikke sukker overhovedet.

Juicen ilter naturligvis hurtigt og skal spises kort efter den er lavet, ellers bliver den simpelthen alt alt for grøn. Så sørg for at de ting, du kommer i er helt kolde.

I en skål eller dyb tallerken anrettes suppen med en kugle is. Jeg pyntede med lidt gule stedmoderblomster og den maltcrumble, som jeg lavede forleden.

Jeg kunne have lyst til at lave en rabarbersuppe med solbærisen også og få en rigtig frugtrig dessert. Mums.

Nu har vi igen fået lovning på lidt varmere dage, så skynd dig i Irma eller din sædvanlige Hansens Is pusher og red dig et bæger.

God fornøjelse.

Mange hilsner, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk