Salsiccia er en lille, tyk italiensk fersk pølse.
Ja, man kan vel egentlig sige, at det er den italienske form for medisterpølse.
Italienerne bruger den imidlertid lidt anerledes, end vi bruger vores elskede medister. Man smutter nemlig – som regel – farsen ud af pølseskindet og laver små kødboller. Det er nemt og hurtigt, for farsen er jo allerede krydret og helt klar til brug.
Du kan købe salsiccia hos Årstiderne, Inco, Supermarco og sikkert flere andre steder, men så vidt jeg ved, er der ikke mange supermarkeder, der fører de små lækre banditter.
Jeg var til det skønne Åben gaard arrangement hos Årstiderne i Humlebæk og havde været ude at høste de skønneste sommergrøntsager:
- Friske skalotteløg i halve skiver
- Broccoli i små buketter
- Blomkål i små buketter
- Grofthakket spidskål
- Små courgetter i store rustikke stykker
- Timian
- Merianblomster
- Morgenfruer
- Kornblomster; blå, lille og hvide
Derudover et par skivede fed hvidløg, en sjat hvidvin, en god klump friskrevet parmesan og en klat smør.
Skøn fuldkorns Papardelle var også med i kurven hjem fra Årstiderne og en stor gryde vand blev straks sat over.
I mens blev kødbollerne smuttet ud af pølserne og de blev stegt gyldne i lidt olivenolie på en varm pande og derefter stillet til side.
Grøntsagerne blev kort sauteret i det overskydende fedt fra pølserne og lidt ekstra olivenolie. Tilsæt et lille glas hvidvin og lad det koge næsten væk. Smag til med salt og peber. Drys til sidst en generøs håndfuld friskrevet parmesan og lidt friskrevet citronskal.
Når pastaen er al dente dryppes den af og vendes med grøntsagerne og kødbollerne.
Server i en stor skål med timian, kornblomst og morgenfrue på toppen.
Velbekomme.
Mange hilsner, Mette
Fotograf Martin Kaufmann
Uhm, Salsiccia smager skønt, og jeg tror, at det var den pølse, som Søren lavede til Åbent-Hus arrangementet. Jeg har også haft stort held med at bruge den som små kødboller til pasta, på en pizza og lign. Den smager skønt. Åh, jeg skal altså snart afsted efter nye grøntsager på Krogerup, men mindstemanden min har forstuvet sin fod ret kraftigt, og det lægger en dæmper på sommerferieaktiviteterne, når han går rundt på krykker.
Ja, det synes, jeg også, den gør og så er den så nem at have med at gøre.
Jeg tror ikke, det var den samme pølse. Selvom min frække fotograf nappede mit stykke, før jeg nåede at smage.
Trist med Lillemanden – rigtig god bedring!
Jeg elsker salsiccia, det har sådan en skøn smag. Den er nemlig rigtig skøn med pasta, det bruger jeg den selv til. Og ja, på pizza og i spansk omelet og jeg ku blive ved ku jeg! 😀
Det lyder som om, du også skal med i foreningen, Marie
Ja tak 😀
🙂