Vinterens grøntsager …. ak ja. Nogle er nemme nok og andre kræver lidt mere fantasi.
Jeg havde nogle fine ræddiker fra Søren Wiuff, en fennikel fra Årstiderne og lidt julesalat liggende fra Irma. Umiddelbart ikke det allernemmeste grøntsager at gå til, men det blev alligevel til denne aldeles dejlige salat, som var et stort hit.
Ræddiker er vinterens radiser. De er også lidt bitre og skarpe i smagen, men ikke med samme intensitet, som radiser er det.
Fennikel og appelsin er en klassisk italiensk kombination og kanel går næsten ind og gør det ud for en slags peber, selvom der også skal et par generøse drej på peberkværnen til.
Kan du huske den der japanske spiralizer, jeg har. Du kan se et billede her. Særligt om vinteren er jeg simpelthen så glad for den, fordi det er en nem måde at variere de ellers lidt kedelige grøntsager på. Og JA, grøntsager som skæres forskelligt ud opleves også forskelligt, når de spises.
Hvis du ikke synes, du vil ud og investere, så foreslår jeg, du river på et traditionel rivejern eller bruger en kartoffelskræller.
Kan du ikke få fat på ræddiker, så brug de rodfrugter, du kan få og som du kan lide.
Julesalat med ræddiker, fennikel, appelsin og kanel
(Salat til 4 personer)
- 1 sort ræddike
- 1 rød ræddike
- 1 fennikel
- 1 rød julesalat
- Saft og skal af 1 økologisk appelsin
- Saft af 1/2 citron
- Salt og peber
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk valnøddeolie
- Friskrevet kanel
- Mynte
Skrub ræddikerne grundigt og skrab evt også det alleryderste lag skræl af. Vask dem godt. Kør dem på spiralizeren i den tykkelse, du ønskes.
Tag det yderste af fenniklen og skyl den godt. Kør den i brede strimbler på spiralizeren eller en mandolin.
Skyl julesalaten og pil det fri i løse blade. De største og yderste blade rives i lidt mindre stykker. De inderste bevares hele. Læg salaten på et stort fad og læg herefter ræddiker og fennikel på.
Dryp de to slags olie og appelsinsaften over salaten. Drys med flagesalt og friskkværnet peber. Til sidst drysses med revet appelsinskal, mynte i fine strimler og lidt kanel rives ud over. Jeg bruger et Microplane rivejern til det.
Salaten får sådan en fin, næsten lidt blomsteragtig smag i det. Martin blev ved at sige det, mens vi spiste, men jeg antager, at det er de marokkanske noter af kanel og appelsin, som giver ham de associationer.
Læs meget mere om ræddiker her.
Hav en dejlig dag.
Kh, Mette
Foto: www.martinkaufmann.dk