Tsk tsk – nu skal vi så i gang med de “kolde” retter igen. Dvs de retter, som man får lyst til, når det er hundekoldt udenfor og som varmer lidt, når de bliver spist.
Jeg kom hjem fra en skøn uge i det sydlige Schweiz/nordlige Italien i går og har haft vidunderlige dage med masser af sol, sommer og fantastiske smukke omgivelser. Det vil bestemt resultere i nogle indlæg til bloggen, måske ikke direkte reportager derfra (og dog alligevel) men under alle omstændigheder vil der komme inspiration fra noget af den dejlige mad, som vi spiste dernede.
Efter sådan en uges tid er det en udfordring at komme hjem til kuldegrader, som næsten fordrer, at efterårstøjet bliver fundet frem. Morgenerne snyder. Solen skinner lystigt ind gennem soveværelsesvinduet og himlen er blå. Men når cykelhjelmen bliver trukket ned over ørerne og jeg begiver mig afsted til kontoret, så er det bare isnende koldt derude.
Derfor var det også nærliggende at gå i krig med en fyldig omgang fuldkornspasta med ferske chorizo pølser, chili, tomater og mozzarella på den første hverdagsaften efter ferie.Opskriften kommer her
- 1 pakke chorizo pølser, som trykkes ud af “tarmen” og formes til små kødboller
- 3 kviste rosmarin – nålene plukkes af
- 2 løg i skiver
- 2 fed hvidløg hakket fint
- 5 tomater (ja, jeg ved godt, der er lidt flere på billedet, men da jeg stod og skar dem ud, så var 5 altså nok) skåret i grove tern
- 1 rød peberfrugt skåret i grove tern
- 1/2 rød chili hakket fint
- 1 bøffelmozzarella skåret i skiver
- Basilikum
- Lidt god sherryeddike
- Salt, peber og olivenolie
- Fuldkornspasta – jeg er blevet rigtig glad for den fra Svaneke, som jeg allerede har skrevet om
De små kødboller ristes i olivenolie sammen med rosmarinen, til de får lidt farve. Hold igen med olien, der er temmelig meget fedt i pølserne, som smelter under stegningen. Kom løg, chili og hvidløg i og lad det svitse med et minuts tid. Tilsæt tomaterne og en god sjat sherryeddike, som skal koge næsten væk. Tilsæt peberfrugten og smag til med salt og peber. Fortsæt med at koge lidt ind men saucen må gerne have lidt struktur, så du behøver ikke koge i flere timer. Det er en hurtig hverdagsret.
Kog pastaen efter anvisning på pakken.
Vend pasta med sauce og hæld det hele i en stor skål. Stik skiverne af mozzarella ned i pastaen og drys med rigeligt basilikum.
Buon appetito.
Mange hilsner, Mette
Fotograf Martin Kaufmann
Uhh, hvor er du heldig med sådan en tur, det glæder jeg mig til at høre om, om ikke andet så gennem maden:) Retten ser fantastisk ud, og var lige præcis det jeg tænkte vi skulle spise i aften, minus chorizoerne, men måske jeg skulle lave to variationer, så herrerne i huset kunne nyde din udgave, det tror jeg, jeg gør!
Hvor har du købt pølsen, den ser meget lækker ud?
Hej Jane,
Pølserne er fra Irma. De har to størrelser: cocktail og disse. Det er lidt vigtigt, at pølserne er ferske (dvs bløde) og det er desværre lidt svært at finde dem. Du kan bruge merguez eller salsiccia pølser også, men de er mindst lige så svære at få fat på. Jeg krydser fingre for, du har en Irma i din nærhed.
Mange hilsner, Mette
Jeg havde glemt at farmand ikke kom hjem og spiste, så der blev chorizofest for især drengene..-og det smagte fantastisk med rejerne, så tak for mad:)
Super, Vibeke! Rigtig dejligt at høre!
Og ja – de pølser er bare “mandemad”…….Godt du fandt dig et alternativ!