Siden jeg var barn, har jeg elsket ritualet omkring en god middag: forberedelserne, madlavningen, opdækningen og sommerfuglene i maven af spænding..
Det var forventningen om det gode, der snart kom og al den herlighed, som skulle indtages ved bordet og det var det lettere mystificerede og pudsige i nogle af de traditioner og skikke, som finder sted i forbindelse med en middag.
Til sidstnævnte kategori hørte antallet, rækkefølgen og typen af vinglas. Tålmodige kvindelige familiemedlemmer indviede mig i den mystiske verden og gav gode huskeregler til, hvordan man både spiste og drak; hvilke glas skulle stå hvor, spiser man først med den inderste eller yderste gaffel og drikker man portvin af hvidvinsglas?!
Ak ja, det er længe siden og idag er mystikken væk og alle disse “sære” regler forekommer pludselig helt naturlige og logiske.
Men så forleden blev der tilføjet ny information og viden til disse etablerede ritualer.
Jeg var til vinsmagning.
