Her er en god grundopskrift på en lækker kage, som kan varieres i det uendelige.
Leg selv med din yndlingsfrugt og lav nye opskrifter. Her er det pærer og ingefær. Jeg kan SAGTENS forestille mig andre kombinationer som: 1) æble og kanel, 2) rabarber, ingefær og lidt kardemomme 3) blommer, vanille og citronverbena 4) ananas, limeskal og vanille osv osv.
Det er vist kun fantasien, der sætter grænser. Ligeledes vil der med garanti komme jubeleffekt, hvis du tilsætter en lille håndfuld nødder og/eller chokolade. Mandelmel eller marcipan ville heller ikke være tosset…….
Lad os nu komme i gang, inden sidesporet bliver for langt:
- 4 store pærer, skrællede og både
- 2 spsk revet ingefær
- 200 g brun farin
- 100 g smør
- 4 æg
- 200 g hvedemel
- 2½ tsk. bagepulver
Start med at piske smør og sukker lyst og luftigt. Tilsæt derefter 1 æg ad gangen og fortsæt med at piske mellem hvert æg. Reven ingefær tilsættes.
Mel og bagepulver blandes og sigtes i dejen. Dejen vendes nu forsigtigt sammen, så luften bevares.
Pærebådene lægges dekorativt (her har du artistisk frit valg) i bunden af et yderst velsmurt ovnfast fad, ca. 20 x 30 cm og dejen hældes over. Du kan selvfølgelig også bruge bagepapir, så får du ikke så fine kanter, men så er du sikker på, at du ikke skal donere noget til dit fad. Glat evt lidt ud, så du har en jævn overflade.
Bages ved 180 grader i 30-40 minutter. Mærk efter med en strikkepind, om kagen har fået nok. Hænger der dej ved strikkepinden, skal du bage lidt længere. Lad kagen køle af et kvarters tid og vend den ud på et fad, så du får frugtens fine mønster frem.
Klar til gufning. En god klat vanilleis, lidt pisket fløde eller en klat creme fraiche kan på ingen måde skade.
Hav en vidunderlig weekend.
Kh, Mette
Fotograf: Martin Kaufmann
Uhm, det ser dejligt ud og lyder lækkert. Pære og ingefær … tja, jeg har ikke lige tænkt på det som en kombination, men jeg kan sagtens forestille mig at det er fantastisk 🙂
Rigtig god weekend
Kh Ann-Christine
Kære Ann-Christine,
Hvor er du bare hurtig! Ja, det er ikke en dum kombi, men lige nu glæder jeg mig altså også rigtig meget til at lave den med rabarber, selvom det nok vil kræve lidt mere sukker!
Hav en skøn weekend. En veninde har opfordret mig til at skrive om brunch, men egentlig burde jeg jo bare lave et link til alle dine fantastiske weekend-morgenmad/brunch opskrifter!
kh, Mette
Jeg vil glæde mig til at se hvad du har på brunchprogrammet 🙂 Morgenmad er jo mit favoritmåltid (hvis jeg absolut skal vælge)
Kh Ann-Christine
P.S rabarber glæder jeg mig også meget til
Uha – nu får jeg altså præstationsangst …. Dog bliver der en gang choks fest, na-cl middag og Damian Allsop først, men så….!!!
Hav en dejlig søndag.
Kh Mette
Anvender du frisk ingefær og kan det passe at der skal 4 spsk i?
Undskyld jeg mener 2 spsk, jeg tænker bare at det er meget, men skriv endelig. Jeg glæder mig til at få den bagt.
Hej Stine,
Ja – jeg bruger faktisk altid frisk ingefær. Jeg er ikke så meget for det støvede pulver. Det er korrekt, at der skal 2 spsk i 🙂
Rigtig god bagning! Det er en skøn kage og nu får jeg SÅ meget lyst til et stykke!!
Mange hilsner, Mette
Det er min erfaring, at frisk ingefær ved bagning godt kan “forsvinde” lidt. Derfor denne mængde. 🙂
Perfekt, for jeg har friskt liggende. Jeg er også mest til de friske råvarer 😉
Mange hilsner
Stine
Alle tiders, Stine.
Det vil være super hyggeligt, hvis du vil fortælle om resultate!
Hav en dejlig weekend.
Mange hilsner, Mette