Efter et skønt besøg hos Årstiderne bugnede altanen af friskplukkede grøntsager og jeg kunne simpelthen ikke vente med at komme i gang, så det første, jeg lavede dagen efter, var disse små grøntsagstærter med lidt Fanø skinke.
Alle grøntsager smager bedst lige efter, de er blevet plukkede. De er saftspændte, sprøde og fulde af den helt rigtige smag.
Da vi havde høstet grøntsagerne aftenen forinden, ønskede jeg (læs: byboen) at få det optimale ud af mine skønne sager og derfor blev mine kære forkælede med en lille tærte allerede fra morgenstunden.
Den kan selvfølgelig sagtens serveres til frokost eller aftensmad også.
Men hey, det er jo sådan set en fortolkning af æg og bacon, så ideen er ikke helt dum.
Dej
- 75 gr hvedemel
- 25 gr fuldkornsdurum
- 15 gr fintrevet parmesan
- 1 tsk salt
- 45 gr smør
- 2 tsk frisk timian
- 1 spsk vand, evt lidt mere
Dejen laves som en vanlig mørdej. Saml hurtigt til sidst med vandet, men vær opmærksom på at 1 spsk er lige i underkanten. Du skal evt have en liiille smule ekstra.
Lad dejen hvile i køleskabet. Gerne 30 minutter eller natten over.
Beklæd 4 små smurte tærteform med dejen og fyld bagepapir og keramiske kugler eller bønner i og bag dem ved 180 grader i 15 – 20 minutter. Tag bønnerne op og bag bundene 4 minutter ekstra, så bunden bliver helt sprød.
Fyld
- 6 spsk mælk
- 3 æg
- 15 gr parmesan
- salt og peber
- blomkål i små buketter
- squash i små, rustikke stykker
- rå hestebønner, smuttede eller lidt friske ærter
- Fanø skinke i små tern
Rør mælk, æg, parmesan, salt og peber godt sammen.
Fordel de hakkede grøntsager i tærtebundene og hæld æggemassen over.
Bag i ovnen – stadig 180 grader – til æggemassen har sat sig helt. Det tager ca 20 minutter.
Så er du klar til at servere en skøn lille morgenmad eller brunchret.
Vær opmærksom på, at det er en lille portion mørdej, som kun rækker til at lille tærtefad, hvis du vælger at bage den hel i stedet for portionsvis.
Velbekomme.
Mange hilsner, Mette
Mmmm det lyder da som en dejlig måde at starte dagen på! Ren livsnyderi!
Ja, det var!!! Og dejligst, når der er nogle at forkæle!
De smagte lige præcis så skønt, som de ser ud! Tak for mad og tak for sidst 🙂
Selv tak, søde Christine. Kom snart igen!!