Jeg har længe gerne villet lave noget med fisk og miso, men det var først med forårets kasser fra Skagenfood, at jeg fik prøvet en ide af i praksis.
Miso er en fermenteret sojapasta, som anvendes flittigt i det japanske køkken. Smagen er let gæret, dyb salt og en lille smule a la humle eller noget andet tilsvarende lidt “jordet.”
Jeg lavede to slags salater til for at undgå kulhydrater og vi var begge ganske godt tilfredse med middagen og mætte efterfølgende på en yderst behagelig måde.
Sprød salat med ponzu dressing
- 2 håndfulde små salater
- 3 revne gulerødder
- lidt katsuobushi
Skyl salaten og læg den i isvand, så den bliver helt sprød.
Ponzu-dressing
- 50 ml mirin
- 50 ml lys soja
- 30 ml citronsaft
- 1 spsk sesamolie
Kog mirinen op, så alkoholen damper af. Bland med soja og citronsaft. Smag til.
Vend de revne gulerødder i dressingen sammen med 1 spsk sesamolie.
Læg salaten i bunden af en salatskål og sæt gulerødderne på i små “klatter”. Til sidst drysses med katsuobushi. Hvis du altså har det. Det kan godt være lidt svært at få fat på.
Misolaks
- 2 stykker økologisk laks á 150 gr – gerne fra Skagenfood
- 100 gr lys misopasta
- 2 spsk rørsukker
- 2 spsk sake
- 2 spsk mirin
Kog miso, sukker, sake og mirin op, til sukkeret er opløst.
Lad misopastaen køle helt af, før laksestykkerne vendes heri.
Læg laksen i et ildfast fad og bag ved 220 gr i 7 minutter.
Japansk coleslaw
- 300 gr blandet kål: hvidkål eller spidskål samt broccoli i helt små buketter
- 1 tsk sesamolie
- 40 ml riseddike
- 1 tsk rørsukker
- 2 tsk lys soja
- Groftkværnet peber
- 3 spsk ristede sesamfrø
Snit kålen rigtig fint.
Bland olie, eddike, sukker og soja. Smag til med salt og peber.
Vend kålen med dressingen lige før servering og drys sesamfrø over.
Hav en dejlig dag.
Kh, Mette
Foto: www.martinkaufmann.dk
Køkkengrej og udstyr
Skåle og tallerkner fra stellet Ursula, som nu produceres af Kähler
Godt at se at nyt job ikke betyder, at der ikke er tid til køknet 🙂 håber ellers alt går godt med familien. Hilsen nathalie