Lidt om Indien samt lun septembersalat med bønner, kantareller, majs og hindbær

Jeg er lige kommet hjem fra en uge i Indien. Hvilket er årsagen til, Becauseitmatters har stået stille. Det var en kompakt arbejdsrejse og jeg havde derfor ikke haft hverken tid eller mulighed for at blogge.

Jeg er så heldig, at jeg jævnligt kommer til Indien. Det er altid meget sanseligt at komme derud. Man bliver bombarderet af farverne, duftene (nogle gange lugtene), larmen (jeg er i Bangalore med 10 mio indbyggere) og selvfølgelig smagene.

Mht smagene, så glæder jeg mig altid til at komme derud og få et “skud indian cuisine,” men jeg må indrømme, at jeg også hurtigt bliver mættet. Smagene og krydderierne er så overvældende, at min palette hurtigt bliver fuld. Og det har ikke noget at gøre med, jeg er kræsen eller ikke kan spise stærk med. Tværtimod.

Men på en eller anden måde, så er den basissmag, de har derude åbenbart ganske overvældende.

Idag skal derfor ikke handle om indisk mad, men istedet om noget af det, jeg glæder mig til at få, når jeg kommer hjem fra Bangalore.

Maden i Indien består for en stor dels vedkommende af de lækreste curries og retter, der i det hele taget har stået og simret længe på komfuret eller blevet bagt/grillet i den klassiske stenovn “tandoor.” Men det er sjældent særligt farvestrålende mad og knasende, friske grøntsager får man i begrænset mængde i form af en lille tallerken/underkop med skiver af løg, agurk og måske lidt gulerod. Thats it!

Derfor savner jeg altid at komme hjem til farverne, salaterne, knaseriet og muligheden for at bruge sine kæbemuskler. Hvis du forstår.

Vi har lige bladret i kalenderen og idag begynder efteråret faktisk.

Ja, ja – der er stadig masser af sensommer i luften, men vi kan lige så godt vænne os til, at det går mod de mørke, tider, hvor vi i stearinlysets skær, gør det, vi er så pokkers gode til “hygger.”

Salaten her er aktuel den næste måneds tid, hvor alle ingredienserne er absolut bedst.

En meget smuk og ganske enkel salat
En meget smuk og ganske enkel salat


Nuvel, det er ikke de super-intense sommerhindbær, men i stedet de bliver mere moderate efterårshindbær (som regel sorten Autumn Bliss), du kan få nu, men de gør stadig deres pligt og tilfører salaten masser af både syre og sødme.

Ingredienser

Og ja, det er en af de “opskrifter,” hvor du ikke får mål, men uanset i hvilket forhold, du mikser ingredienserne, så kan det næsten ikke gå galt:

  • Kantareller – pluk dem selv eller køb de svenske
  • Grønne bønner
  • Friske majs – kernerne skåret fri fra kolben
  • Hindbær
  • Bredbladet persille
  • Finthakket hvidløg
  • Smør
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Nip bønnerne og giv dem et ganske kort opkog, så de stadig har bid. Lad dem dryppe godt af.

Rens kantarellerne, men undgå at bruge for meget vand. Kom vand på en lille børste og brug den i stedet på svampen. Smelt lidt smør på en pande sammen med olivenolie og varm panden op til middel-høj varme. Rist kantarellerne og lad dem få lidt stegeskorpe. Tilsæt efter et par minutter hakket perstille og finthakket hvidløg. Svampe ææææælsker den kombination og drys med salt og et par drej på peberkværnen.

Tilsæt majskernerne til svampene og lad dem få tilstrækkeligt varme, så de bliver tilberedte. Vend også bønnerne i og smag til med salt og peber.

Hæld den lune salat på et fad og drys med hindbær.

Vi spiste salaten til en god omgang polenta, som også havde masser af friske majskerner og en dejlig onglet fra Mineslund.

Hvis du nu synes, det er så kedeligt, når der ikke sker noget på bloggen og du gerne vil have mulighed for at følge med i, hvad jeg nu går rundt og laver (læs: spiser). Så følg med på Instagram. Min profil hedder “becauseitmatters”.

Her opdaterer jeg dagligt og der er stor set ikke den mad her i huset, der ikke bliver dokumenteret.

Dokumentation til Instagram
Dokumentation til Instagram

Her er faktisk også en del billeder fra Indien, så hvis du har lyst at få lidt “Incredible India,” så check dem ud.

Hav en dejlig søndag. Jeg tror, dagen bringer os en tur til Humlebæk, hvor Aarstiderne holder Høstmarked. Ses vi?

Kh, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

2 thoughts on “Lidt om Indien samt lun septembersalat med bønner, kantareller, majs og hindbær”

  1. Pyha, den følelse kan jeg sagtens nikke genkendende til. Efter et halvt år i Indien var det sært befriende at kunne gå i Irma herhjemme og købe et frisk og knasende æble – og gisp! ikke vaske det før det (i “fruit & veg wash”) blev indtaget… Bare fordi. Så føler man sig næsten en smule madrebelsk. Skøn salat i øvrigt. Kombinationen af kantareller, majs og hindbær lyder vidunderlig!

    1. Jamen altså, det er lidt sjovt, ikke?! For det smager jo vidunderligt, men på en eller anden måde bliver man bare hurtigt træt af det.

      Hygiejnen er så noget helt andet. Mit “system” er slet ikke kompatibelt med Indien, så jeg får stort set dårlig mave fra det øjeblik, jeg træder ud af flyveren. Yrk.

      Så er det bare endnu mere vidunderligt at komme hjem og give den gas med alle sensommergrøntsgaerne 🙂

      Hvor boede du i Indien?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *