Det er altså lidt mærkeligt, hvordan ens præferencer kan ændre sig.
For ikke så længe siden, sagde nudler mig absolut intet.
Det har ændret sig. Men det kræver gode kvalitetsnudler og nænsom kogning, så de ikke smatter ud.
Nu er nudler sågar blevet en souvenir, som jeg gerne tage med hjem fra rejser. Især til Asien.
I Kina fandt jeg nogle lækre nudler med grøn te. Fra Taiwan. Tror jeg. Kommunikationen mellem den kinesiske ekspedient og jeg var ikke superstærk.
Til gengæld blev nudlerne virkelig gode, da jeg kogte dem, så næste gang skal jeg have hamstret et større lager.
Samtidig havde jeg fået de mest nuttede små, hele porrer fra den gode mand, Søren Wiuff. Måske har du lagt mærke til det, men på mange restauranter er man begyndt at servere rodnettet på både løg og porrer. Det ville jeg også gøre, så jeg væbnede mig med den største portion tålmod og gik i gang med en grundig rensning af de små herligheder.
Til 2 personer
- Nudler – gerne soba eller grøn te, hvis du kan finde det
- 2 stykker laks, som I har appetit til
- Små hele porrer eller store skåret i mindre stykker. Du kan også sagtens erstatte med asparges
- Edamamebønner – skal blot tøes op og kommes blot i nudelvandet lige inden, dette drænes fra, så de bliver varme.
- Vinter- og rosetkarse eller andre krydderurter (efter smag og behag)
Nudlerne koges efter anvisningen på pakken. Hvis man ikke kan læse, hvad der står på pakken, så må man smage sig frem.
Steg porrerne hårdt på panden i lidt olie. Steg herefter fisken ditto hårdt og kort på panden, evt i lidt olie.
Kom nudlerne i en skål eller et fad og vend dem med dressing (men gem lidt til fisken=, edamame bønner og porrerne. Læg laksen ovenpå og dryp med dressingen ovenpå fisken. Pynt med de to slags karse eller andre yndlingskrydderurter.
Mirindressing
- 3 tsk ristede sesamfrø
- 1 spsk syltet ingefær (som til sushi)
- 2 spsk soja
- 2 spsk citronsaft
- 80 ml mirin
Bland alle ingredienserne til dressingen i en skål.
Det blev til en rigtig dejlig portion aftensmad. Porrerne kan sagtens erstattes med asparges og det er absolut ikke sidste gang, jeg har brugt syltet ingefær på den måde i en nudelret.
Glædelig torsdag.
Kh, Mette
Foto: www.martinkaufmann.dk