Mellem Odder og Århus, i nærheden af Norsminde og helt ude ved havet, ligger der en rigtig dejlig lille restaurant med den mest vidunderlige udsigt, man kan forestille sig.
Det charmerende sted blev sidste år overtaget af Bjørn og hans kone Britt og de har indrettet stedet med masser af personlighed.
Når man begiver sig fra P-pladsen og ad den lille sti ind til restauranten, så træder man næsten ind i en helt anden verden og under alle omstændigheder træder man ind til en aften i Britt og Bjørns hyggelige værtsskab.
Vi var på besøg en lidt kold aften og kunne derfor ikke sidde helt udenfor, men valgte teltet og et lammeskind i ryggen. Det ville have været så skønt at sidde på den smukke træterasse med ugenert udsigt, men det må blive en anden god gang.
Konceptet hos Himmel & Hav er enkelt: der er én menu at vælge og selvom vi ikke blev spurgt, om vi havde andre ønsker og/eller var allergikere, så er jeg sikker på, at Bjørn havde håndteret den udfordring også, hvis det havde været tilfældet.
I øvrigt kan du checke både hjemmesiden og Facebook hjemmefra, så du på forhånd ved, hvad du kan se frem til.
Hjemmebagt brød m tapenade og aioli
Da vi havde sat os til bordet, kom der meget hurtigt hjemmebagt brød til os med tre slags “smørelse”. Der var henholdsvis en nødde- og tomattapenade samt aioli, hvor der ikke var sparet på hvidløg.
Det smagte rigtig dejligt og gav os samtidig bevis på, at det hjemmelavede niveau er højt. Brødet, som var langtidshævet, var bagt på mel fra lokale Fru Møller.
Der er ikke noget bedre end, når et måltid indledes på denne måde og man i den grad føler, at nogle kerer om det gode måltid.
Blinis med æble, rygeost og laks
Inden vi havde nået at spise alt for meget af det dejlige brød og de gode dips, kom forretten.
Hjemmelavede blinis med røget laks og en creme på rygeost med små tern af æble. Desuden lidt pynt i form af feldsalat og tre forskellige blomster fra “haven”: timianblomster, hjulkrone og solbærsalvie.
Der var lidt uenighed ved vores bord om æbleternene passede i rygeostcremen eller ej. Jeg synes egentlig, de var overflødige, da æbler på denne tid er importerede og ikke smager af noget, mens den ene af mine medspisere syntes, det var dejligt med lidt “knas.”
Jeg ville også have foretrukket et par urter fra marken eller stranden i stedet for den bund af feldsalat, som næsten syntes lidt for pyntende i forhold til rettens øvrige elementer. Men det er kritik i petitesse kategorien.
Alt var virkelig velsmagende.
Det er helt tydeligt, at Bjørn arbejder med gode råvarer og ikke springer over, hvor gærdet er lavest.
Tid til sightseeing
En pause fulgte inden hovedretten og det gav mulighed for at kigge lidt nærmere på de smukke omgivelser. Rundt om det lille røde hus og på terassen står der masser af smukke krukker med – hovedsagligt – spiselige planter, blomster og urter.
Britt laver desuden vidunderlige buketter fra grøft og have, som også pynter.
Midt på den store træterasse står et gigantisk bord i rå egeplanker lavet af et lokalt savværk. Tænk, hvor vidunderligt at stå sådan et sted og lave mad med den mest vidunderlige udsigt mod Tunø og Samsø.
Svinesmil med tranebær og spidskål
På menutavlen var vi blevet lovet “Svine smil”. Det viste sig at være braiserede svinekæber, som blev ledsaget af en stribe tilbehør: kikærter med mynte, syltet gulerod, braiseret fennikel med ingefær, rosiner og karry, rabarberkompot, sesambagte kartofler samt spidskålssalat med æble, tørrede tranebær og hasselnødder – i alt hele 6 slags ledsagere til det gode kød.
Maden smagte rigtig dejligt og mindede meget om noget af det, jeg har fået hos Petersham Nurseries i London, mens Skye Gyngell stadig var der.
Jeg synes med fordel, at de 6 forskellige slags tilbehør, kunne være reduceret til 3, men der var intet at udsætte på smagen ved noget af det. Det gav dog et lidt rodet indtryk, at der både var marokkansk inspirerede elementer og så noget der nærmest var pæredansk.
På tallerkenen tog det sig også lidt rodet ud, men igen – og jeg er nødt til at gentage det – det smagte bare så dejligt.
Jordbærtrifli med hyldeblomstsorbet
Til slut ventede der os en skøn dessert: jordbærtrifli.
I et højt glas var der råmarinerede jordbær, rom- og hyldeblomstmarinerede makroner, hyldeblomstsorbet, mynte, letpisket fløde med vanille og en lille cookie med hasselnød.
Britt, som sædvanligvis står for isproduktionen, havde lavet sorbeten på sin egen hyldeblomstsaft og den havde en perfekt balance og smag.Jeg tror faktisk ikke, jeg har fået en “rå” jordbærtrifli før, men det kan ikke vare længe, før jeg skal forsøge at genskabe den dessert i mit eget køkken.
En dejlig middag var til vejs ende. Britt og Bjørn havde serveret for os på skift og svarede tålmodigt på alle vore spørgsmål.
På snarligt gensyn
Hvad er konklusionen?
Alt i alt comfort food på den rigtig gode måde. Der kan med rette skæres ned på antallet af elementer i de enkelte retter, men alt smagte virkelig dejligt og var lavet fra bunden med gode råvarer.
Det er et yderst sympatisk sted og det samme er værtsparret.
Jeg håber, at rigtig mange turister vil finde vej til den lille perle.
Mange hilsner, Mette
Fotograf: Martin Kaufmann
Endnu engang vidunderlige billeder fra jeres hånd, man dufter, smager og sanser med jer!
Jeg synes også det lød som et meget rodet tilbehør til svinekæberne, som om man vil for meget i forskellige retninger. Det er noget en del restauranter i mellemklassen kommer til, synes jeg? Anyway – så længe I var glade og det smagte jer 🙂
Hej Marie,
Tak for de søde ord.
Det jeg synes, der er mest ærgerligt er, at de faktisk ikke får ekstra point for alle deres anstrengelser. Snarere tværtimod.
Det kræver et enormt mod at holde tingene HELT enkle og det er netop det, jeg beundrer fx Petersham for. Se min korte beretning her: http://www.becauseitmatters.dk/langsomkalv/ Her har de endda en Michelin stjerne på trods af enkeltheden.
På Geist oplever jeg det samme!
Men naturligvis er der forskel på, hvad man kan servere for sine gæster på Kgs Nytorv, udenfor London og i Kysing….
Kh. Mette
Hej,
Vi er inviteret til Viktors konfirmation, fredag d. 26. april – festen holdes med frokost hos jer kl. 12.
Kender i steder hvor 2 personer kan få en overnatning imellem 25-26 april?
Mange hilsner
Bjarne Wessel Jensen