Græskarsæsonen er over os og de smukke, buttede skønheder skal udnyttes til fulde nu, mens de er allerbedst og før frosten kommer.
Forleden lavede jeg en skøn gratin, som nok indeholder sin mængde af fløde, men er alle kalorierne værd. På mange måder (og piskefløden er een af dem) er det nok en weekendret, især fordi den kræver lidt tilberedningstid. Det afholdt nu ikke os fra at spise den på en ganske almindelig torsdag.
Græskar er sødt. Rigtig sødt faktisk. De syrlige tomater giver et fint modspil og kartoflerne lidt mere substans. Spiser du ikke de faaaarlige hvide kartofler, skruer du bare op for tomater og græskar eller du erstatter kartoflerne med f.eks. selleri. Det vil også være rigtig dejligt.
Fisken vælger du selv efter dagsprisen: alt fra kulmule, hellefisk, torsk, sej (bade lys- og mørk-) og sågar laks kan bruges.
Græskargratin med tomat, kartoffel og fisk
(Hovedret til 4 personer)
- Smør
- 2 spsk olivenolie
- 3 skalotteløg i tynde skiver
- 2 fed hvidløg i tynde skiver
- 1 spsk frisk timian
- 2 dl fløde
- 750 gr kartofler i tynde skiver
- 750 gr græskar i tynde skiver
- 750 gr tomater i tynde skiver
- 1,25 dl friskrevet parmesan
- ca 400 gr fisk i filet
- Masser af frisk basilikum. Jeg var så heldig at have den smukke “Magic Mountain” fra Søren Wiuff, men mindre kan også gøre det 😉
Tænd ovnen på 180 grader.
Smelt smør og olivenolie på en pande og sauter begge slags løg heri sammen med timian. Løgene skal blive bløde, men må ikke tage farve. Jo længere tid, de simrer, jo bedre. Regn med ca 10 minutter.
Smør et ildfast fad (lasagnestørrelse) med smør og læg et lag løg i bunden. Herefter kartofler, græskar og til sidst tomater. Gentag med løgene. Sørg for at krydre godt med salt og peber undervejs.
Til sidst hældes fløden over.
Dæk gratinen til, først med et stykke bagepapir og derefter med et stykke stanniol. Sørg for at lukke det hele rigtig godt til. Stanniol kan ikke lægges direkte på grøntsagerne, så reagerer de med hinanden og tager en (mærkelig) farve.
Lad gratinen bage i 1 time, til grøntsagerne er møre. Tag stanniol og bagepapir af. Drys parmesanosten på og lad gratinen få først 10 minutter uden fisk. Derefter lægges fisken på og du drysser godt med salt og gratinen bager de sidste 10 minutter, til fisken er bagt.
Drys med masser af friske krydderurter før servering og server med en skøn blandet grøn salat evt. blandet med fintskåret kål.
Så er der mad!
God weekend!
Kh, Mette
Foto: www.martinkaufmann.dk
Køkkengrej og udstyr
Emaljefad fra Falcon købt hos Sunday Morning
Snupper lige opskriften, så jeg kan få lidt fisk lokket i familien:-)
Du skal være så hjerteligt velkommen!