Færøske jomfruhummere med agurk og rugbrød

Mødet med Færøerne blev også introduktionen til nogle af de helt fantastiske råvarer, som øerne producerer.

Kongen blandt dem er absolut og helt uden tvivl (og sammenligning): jomfruhummeren!

Smuk og graciøs jomfruhummer
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det: en levende færøsk jomfruhummer

Det har Noma, El Cellar de Can Roca og Putin fundet ud sammen med en lang række af de (øvrige) stjernespækkede restauranter, ikke bare i Europa men globalt.

Jomfruhummerne fiskes med tejner, hvilket giver et mindre (og mere skånsomt) udbytte end i Danmark, hvor der fiskes med store bundgarn, men der skal heller ikke så meget til, for hummerne fra Færøerne er væsentlig større end de danske.

Samtidig er jomfruhummerne langt mere faste i kødet og noget sødere, end vi kender fra f.eks Læsø, hvilket skyldes den stort set konstante, lave temperatur, som Atlanterhavet ud for Færøerne har.

Der er slet ingen tvivl om, at en råvare af så helt fantastisk kvalitet kræver et minimum af tilberedning. På Færøerne smagte vi jomfruhummerne rå, kogte, grillede og stegte (med masser af hvidløg). Tilbehøret – synes jeg – skal begrænses, så hummerens enestående smag og kvalitet får lov at tale for sig selv.

Jomfruhummere, agurk og rugbrød
Jomfruhummere, agurk og rugbrød

Vi kom hjem fra Færøerne med hele to kasser sprællevende jomfruhummere og du kan godt forvente, at opskrifterne vil blive distribueret på bloggen her hen over sommeren. Det er – indtil videre – den mest priviligerede og spændende leg (og udfordring), jeg har haft med at gøre i mit eget køkken.

Første bud på en forårsret med færøske jomfruhummere blev en let sat agurkejuice smagt til med lidt peberrod, citrusmayo og lidt knas i form af sprødstegte rugbrødskrummer samt spæde urter og grillede jomfruhummere.

Jeg har ikke nogen egentlig opskrift, men det er sådan set heller ikke nødvendigt, for det er simpelthen så skingrende enkelt.

På en juicer køres en juice på frisk agurk med lidt peberrod. Denne sættes med husblas svarende til ca 1/2 blad per dl agurkejuice. Hæld juicen i bunden af dybe tallerkener og sæt på køl.

Rør imens en vanlig mayo, men hold igen på sennep og brug i stedet masser af citronsaft og -skal.

Blend (tørt) rugbrød og steg det i smør på panden.

Urter fra altanen: stedmoder og blomsterkarse kombineret med lidt friske skvalderkålsskud fra haven og Martins lune jomfruhummere fra grillen, så er der aftensmad.

En god kombination af den søde hummer, friske agurk med et piiift peberrod og lidt knas fra rugbrød
En god kombination af den søde hummer, fedme fra mayoen, frisk agurk med et pift “kapow” fra peberrod og knasende rugbrød

Velbekomme og god lørdag.

Mange hilsner, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *