Det japanske tema fortsætter.
I dag har jeg lånt en af Kondos opskrifter, som også er gengivet i det udmærkede, seneste nummer af “Mad og venner.”
Retten er kendt som studentermad i Japan. Billigt og nemt. Kondo sammenliger det selv med den japanske version af spaghetti med ketchup.
Med frygt for, at jeg får lige så meget tæv af Kondo for at bruge ingefærhonning, som jeg fik for at bruge koriander til okonomiyakien, så vover jeg altså springet. Jeg synes, honningen passer helt perfekt. Det giver et strejf af ingefærsmag og spicyness, som passer fint til de karamelliserede søde kartofler.
- 450 gr søde kartofler
- Neutral olie til stegning
- 2 spsk HELT honning med ingefær – køb den hos Blok18, hvis du ikke kan finde den i din nærhed
- 1 spsk sojasauce
- 1 spsk sort sesam
- Evt purløg til pynt
Skræl kartoflerne og skær dem i store bidder med en masse “kanter,” så der kan blive så meget som muligt at den gode stegeskorpe.
Steg kartoflerne i rigelig olie til de er al dente og gyldne.
Tag kartoflerne af panden og hæld den overskydende olie væk.
Kom først soja og derefter honning på panden. Lad honningen smelte og det hele koge lidt op, så det karamelliserer og tykner let.
Hæld kartoflerne på og vend dem godt rundt, så de får soja/honning over det hele.
Dette er også årsagen til kartoflernes mørke farve og skyldes ikke, de er brankede.
Drys til sidst med sort sesam og måske lidt purløg.
Hvis du tør.
Hav en dejlig dag.
Mange hilsner, Mette
Fotograf Martin Kaufmann