Nej vel?!
Ok, der er måske noget med nogle marokkanske småkager, som de er ret ferme til, men så er det vist også sagt.
Selvfølgelig findes der marokkanske desserter, men udvalget er faktisk begrænset.
Dén dessert, vi konstant stødte på, da vi var dernede i December, var appelsinsalat med kanel.
Og hvad er det så, tænker du?!
Jo, det er lige præcis dét, det hedder, det er!
Appelsin med kanel.
Skær skrællen af så mange appelsiner, du og dit selskab kan spise.
Læg dem på et fad. Gerne lidt dekorativt (ja ja, man er vel pyntesyg) og drys med kanel. Du kan vælge den grovere udgave, hvor du bruger et pivskarpt rivejern, men du kan selvfølgelig også bare vælge at drysse en god stødt kanel ud over de smukke citrusskiverm, men så skal du dosere varsomt.
Og selvfølgelig er det jo ganske logisk: Der dyrkes rigtig god citrusfrugt i Marokko og kanelen er allerede standard i køkkenet, så hvorfor ikke forene de to ting i en herlig, enkel, forfriskende og yderst velsmagende dessert.
Jeg er solgt!
Mynte og oxalis er kun med på billedet, fordi jeg er lidt pyntesyg. Omend begge dele smager skønt til og mynte bestemt også er autentisk, mens oxalis vist snarere er et nynordisk “påfund.”
Mynten er forresten en grapemynte fra CO Torveplads i Torvehallerne. Jeg har sagt det før: jeg er tosset med det sted!!! Læs endelig om bananmynten også.
Glædelig sne-tirsdag.
Kh, Mette
Foto: www.martinkaufmann.dk
Køkkengrej og udstyr:
Fad i Mega mussel fra Royal Copenhagen
Rivejern fra Microplane
PS Hvis du undrer dig over de øvrige citrusfrugter, så er det fordi, der snart kommer flere indlæg med yndlings-vinter-frugterne!