Jeg har en forkærlighed for lemon-meringue pie, men her om efteråret kan jeg altså også rigtig godt lide en god æbletærte.
Da jeg for en måneds tid siden bagte den fantastiske galette indeholdt den en fantastisk hvid chokolade frangipane (look-a-like), som jeg siden har haft lyst at proppe i ethvert stykke bagværk, jeg kunne.
Så nu får du en klon på de tre kager og så håber jeg, du vil kunne lide den. Den scorede højt til Sugar High Saturday 🙂
Æblekompot
Det hele starter med en klassisk æblekompot med god smag fra vanille og kanel.
- 1/2 kg skrællede æbler i smalle både – jeg er helt tosset med de skønne Discovery, som findes lige nu
- 170 gr rørsukker
- 1 kanelstang
- 1 vanillestang, stangen flækket og kornene skrabet ud
- Saft og finrevet skal af 1/2 citron
Alle ingredienser kommes i en gryde og koger 15-20 minutter til en god kompot. Rør ikke for meget i æblerne, så de går i stykker. Lad kompotten køle af.
Mørdej
- 250 gr hvedemel
- 100 gr smør
- 100 gr flormelis
- Skal af 1 citron, finrevet
- 1 lille æg
Smør smuldres i mel og flormelis. Tilsæt citronskal. Saml hurtigt mørdejen med et lille æg. Alternativt vand. Sæt dejen på køl, gerne 30 miuntter. Så er den nemmere at arbejde med.
Chokoladefrangipane
- 100 gr hvid chokolade – jeg brugte den fantastiske Toscano White fra Amedei
- 25 gr mandelmel
- 1 lille æg
Start med at hakke chokoladen groft og blend den så lidt efter lidt sammen med mandelmelet. Til sidst røres ægget i.
Marengs
- 1 dl pasteuriserede æggehvider
- 200 gr sukker
Pisk æggehviderne stive og tilsæt under langsom omrøring sukkeret. Fortsæt med at piske ved moderat tempo til marengsen er blank, fin og sukkeret helt opløst.
Hæld marengsen på en sprøjtepose med en klat tyl.
Smør en tærteform, ca 26 cm i diamater grundigt og rul dejen ud, så den passer i størrelsen. For tærteformen med dejen, prik den grundigt, læg bagepapir ovenpå og hæld tørrede bønner eller keramikkugler i.
Bag bunden ved 180 grader i 20 minutter. Tag den ud af ovnen og fjern bagepapir og bønner/keramikkugler.
Lad den køle lidt af og smør chokolade frangipanen ud på bunden. Sæt i ovnen igen og bag godt 5 minutter til chokolademassen er let gylden.
Lad bunden køle af, før du fordeler æblekompotten ovenpå.
Sprøjt marengsen ud over tærten i det mønster, du ønsker. Med den glatte tyl jeg har brugt, er det nemt at lave små toppe, men du er selv Art Director og kan også vælge at smøre marengsen på med en paletkniv, hvis du bedre kan lide det.
Skru ovnen op til 220 grader og vent til den er helt varm.
Bag tærten i 5 minutter til marengsen er let gylden.
Server tærten med det samme.
Hvis tærten skal spises som dessert, vil jeg anbefale en god vanilleis. Hvis det er en kage til kaffe/te, vil creme fraiche eller flødeskum være dejligt.
Glædelig søndag.
Mange hilsner, Mette
Fotograf Martin Kaufmann
Hej Mette
Hold da op den ser god ud! En rigtig efterårskage.
Du er bare super til det der med kager. Og smukke billeder.
Vh Charlotte G
Tusind tak, Charlotte.
Fadet var ikke optimalt, men det var det, jeg havde 🙂
Rigtig dejlig søndag. Vejret er jo noget så vidunderligt!!