Længe har jeg gået og kigget på et smukt billede i den lille kogebog “Wassim Unplugged”, som er skrevet af Wassim Hallal, som efter en årrække på Frederikshøj i selskab med Palle Enevoldsen nu er retur på Molskroen i Femmøller ved Ebeltoft.
Alle bogens opskrifter er relativt enkle og til at gå til, men stadig med dét twist, der gør, at vi er forbi frikadeller og kylling danoise. Man kan næsten fristes til at sige, at bogen er en blanding af avanceret hverdagsmad og enkel gæstebespisning.
Alt i alt rigtig fin og brugbar kogebog, som du sagtens kan give dig selv eller bruge til gave. Bogen står på min reol med foretrukne kogebøger.
Samtidig er jeg jo vildt glad for blæksprutter og mener, de er alt for oversete. Så her får du min version af Wassims consommé.
Consommé
- 250 gr blæksprutte i mindre, mundrette stykker
- 1 1/2 liter hønsefond
- 1 dl æggehvider
- 250 gr blandede finthakkede grøntsager: gulerod, porrer, selleri og/eller persillerod
- 4 løg (jo, jo – den er god nok, du skal bruge fire hele løg!!)
Kom blæksprutten i en gryde med hønsefond. Bring gryden i kog og lad simre 60 – 90 minutter til sprutten er mør.
Tag blæksprutten op af suppen og stil den til afkøling i køleskabet.
Køl fonden ned og kom æggehviderne samt grøntsager i. Skær også de 4 løg i tynde både og kom dem i suppen. Opvarm suppen under piskning, til suppen bulderkoger. Skru ned igen og lad suppen simre 30 minutter uden at koge.
Sigt suppen forsigtigt gennem et klæde, så den forbliver helt klar.
Onion rings
- 1 løg
- 1 dl æggehvide
- Panko med salt og peber
- Salt og peber
- Neutral olie til fritering
Pil løget og skær det i 1/2 – 1 cm skiver. Panér i æggehvider og panko med salt og peber. Du må gerne dobbeltpanere for at sikre, at der hænger lidt rasp ved, så ringene bare bliver endnu mere sprøde.
Frítér ringene i neutral olie til de er gyldne og sprøde.
Syltede perleløg
- 5 perleløg delt i halve – gerne røde perleløg, hvis du kan få fat i det
- 1/2 dl hvidvin
- 1/2 dl rørsukker
- 1/2 dl hvidvinseddike eller hvid balsamico
Kog vin, eddike og sukker op i en kasserolle, til sukkeret er smeltet. Kom løgene ned i gryden og stil den til afkøling. Løgene kan sagtens trække til næste dag, men et par timer er også fint.
Del løgene i de naturlige flager.
Pynt
- Dild eller urter- jeg har brugt blomsterkarse
- Stedmoderblomster
Hæld suppen i forvarmede dybe tallerkener og læg stykker af blæksprutte i samt løg, stedmoderblomster og til aller aller sidst de sprøge løgringe, men vær opmærksom på, de bliver bløde med det samme, hvis de kommer direkte ned i suppen, så det bedste er, hvis de kan balancere ovenpå blæksprutten.
God søndag!
Mange hilsner, Mette
Foto: www.martinkaufmann.dk