Dampede porrer med nødde-dashi dressing (the japanese way)

Jeg var i Japan for 3 år siden og havde en helt vidunderlig oplevelse i det skønne, velorganiserede og meget smukke land.

Jeg glæder mig til at komme tilbage – ikke mindst for at smage mere af det fantastiske køkken. I mellemtiden må jeg forsøge at finde den autentiske smag i mere hjemlige opgivelser.

20130212-205023.jpg

En af de seneste opdagelser, jeg har gjort, er en ingrediens, som i den grad tilfører den helt rigtige smag. Det er det undselige dashi, jeg taler om. Det er granuleret fiskefond, som er lavet på enten bonito eller sardiner.
Det er imidlertid varianten lavet på bonitoens tørrede flager, katsuobushi, der smager bedst. Katsuobushi fremstilles af bonito, der egentlig er en makrelart (men oftest sammenlignes med tun) der lever i Stillehavet. Fileterne af fisken koges, saltes, røges og fermenteres, før de tørres til stenhårde stykker, som nærmest holder uendeligt. Til sidst barberes katsuobushi til ultratynde flager i en særlig trækasse.

Smagen af dashi er karakteristisk og man skal være lidt varsom, men brugt på den rigtige måde i rette mængder, så er det altså noget så godt. Dashi er en grundfond (også for misosuppe) og en fast bestanddel i det japanske køkken.

Jeg fandt dashi hos Sticks ‘n Sushi.

Opskriften er en slags sauce, der er baseret på nødder. Du kan bruge enhver slags både mandler, peanuts og valnødder. Jeg brugte Marconi mandler fra Gastro-import. De er fantastiske og købt afskallede, er de utroligt nemme at gå til. Det er perfekt at have sådan en stor pose liggende på sit “tørlager.”

Saucen serveres til dampede grøntsager og siden vi nu er på denne tid af året, så har jeg valgt porrer. Broccoli ville også være skønt. Når det bliver rigtigt forår, så glæder jeg mig til at servere saucen med nye, danske, grønne asparges.

Vi spiste porrerne til en stor cote de boeuf sammen med flere grøntsager, som du får opskrifterne på i de kommende dage.

  • 60 gr usaltede nødder; feks. peanuts, mandler eller valnødder
  • 1 spsk rørsukker
  • 2 spsk soja
  • 1 spsk mirin
  • 2 spsk dashi
  • Evt lidt vand

Start med at riste nødderne på panden. Du skal ikke bruge fedtstof, når nødderne varmes op, frigiver de masser af olie.

Lad nødderne køle lidt af og find de øvrige ingredienser frem imens.

Mal nødderne så fint, som du kan, på en blender. Kom de øvrige ingredienser i og blend igen.

Spæd evt op med lidt koldt vand, hvis dressingen bliver for tyk.

20130212-205135.jpg

Server til de lune, friskdampede grøntsager.

Et dejligt alternativ til pesto og med en helt anden og ganske autentisk smag.

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

PS Der er (desværre) ophørsudsalg hos Sachie i Fiolstræde 22, hvilket er super ærgerligt, da de virkelig har været en af de gode kilder til japanske fødevarer, men du kan redde dig nogle rigtig gode køb derinde lige nu.

2 thoughts on “Dampede porrer med nødde-dashi dressing (the japanese way)”

    1. Ja, det er simpelthen SÅ ærgerligt. De er også rigtig søde derinde.
      Ak ja, vi har vel ikke handlet der nok…. Så må det blive Østerbro fremover.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *