Figen og pecan brød

Nu hvor vi nærmer os julen så hastigt, så skal der tørret frugt og nødder på bordet. Og i brødet.

20121125-123122.jpg

Er der noget, der passer godt til ost, så er det tørret frugt og (masser) af nødder.

Lige nu er jeg i Paris og her er et af mine yndlingssteder at købe tørret frugt: G. Detou. Her findes et kæmpe udvalg i store poser og af en formidabel kvalitet. Du skal nok få det at se, når jeg kommer hjem igen.

Indtil da må du nøjes med opskriften på det gode brød, som vil klæde enhver ost og på ingen måde bliver ringere af at blive ristet lidt hårdt.

Min yndlingskombination er helt klart de hele, små, tørrede figner og pecannødder, men du kan selvfølgelig kombinere præcis, som du har lyst til.

  • 375 gr hvedemel
  • 90 gr groft speltmel, rugmel eller andet groft mel
  • 15 gr gær
  • 1 tsk maldon salt
  • 375 ml vand
  • 135 gr hele pecannødder, grofthakkede valnødder, hasselnødder eller solsikkekerner
  • 200 gr figner – hele (hvis de er små) eller grofthakkede, hvis de er lidt større

Gær røres ud i vand. Tilsæt de to slags mel og ælt dejen 5 minutter. Tilsæt saltet og ælt nu til dejen er helt glat og jævn og du kan lave den fineste glutenprøve. Til allersidst tilsættes figner og nødder. Hvis de rører med for længe, bliver de helt knuste af røremaskinen og det er næsten synd.

Dæk din skål til og sæt den køligt 8-16 timer eller lad den hæve ved stuetemperatur et par timer.

Bages ved 225 grader i 20-25 minutter. Sørg for at vippe brødet over på den varme bageplade og smid gerne en kop vand i bunden af ovnen sammen med brødet.

Velbekomme.

Mange hilsner,
Mette

Fotograf Martin Kaufmann – www.martinkaufmann.dk

 

4 thoughts on “Figen og pecan brød”

  1. Åh hvor lyder det som et skønt pariser-sted. Og hvilken lækker opskrift. Jeg er faktisk ret vild med nødder og tørret frugt i brød.

    Nyd Paris!

    Kh Marian

    1. Kære Marian,
      Du kan tro, Paris blev nydt. Desværre går sådan en skøn weekend fantastisk hurtigt og det var med et blødende hjerte, jeg forlod den fortryllende by i smukt solskinsvejr i dag.
      Jeg slæbte en masse tørret frugt med hjem, der kommer masser på bloggen i den nærmeste fremtid!
      Hav en god start på ugen.
      Kh, Mette

    1. Uden tvivl, Signe.
      Sikken en skøn ostefest, du var til forleden. Hvis du var heldig at få lidt rester med hjem, så er du næsten nødt til at bage et brød:-)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *