Nogle måltider husker vi per definition bedre end andre.
Det kan være, fordi maden smagte umanerlig godt (og/eller sammensætningen var HELT ny og overraskende), stedet var helt fantastisk,stemningen i top, enestående hændelser/oplevelser skete imens/lige inden/bagefter og/eller vi var sammen med nogle af vore allerkæreste og mest betydningsfulde mennesker.
Et af de måltider, jeg husker særligt, var en middag tilberedt af en amerikansk veninde på en skitur til en lille by, Grimentz, i det sydlige Schweiz. Vi var en flok gode venner, som glemte alt om travl hverdag og kørte et par timer sydpå (jeg boede dengang i Basel) til et skønt chalet, som vi havde lejet med henblik på en dejlig weekend i sneen.
Lørdag morgen blev en stor gryde sat på komfuret og hele dagen stod den langsomt og simrede. Om eftermiddagen blev et herligt cornbread ligeledes bagt og en stor portion guacamole rørt.
Det hele endte i et brag af en festmiddag efter en sjov og lang dag i sneen og kombinationen af cornbread, guacamole og hot chili con carne gik over i mine gastronomiske memoirer.
Nu hvor kulden er kommet til os og nattefrosten også er en realitet, er der ikke noget bedre end en stor portion chili con carne, som over et par dage kan give varmen.Chili con carne kan de fleste vist lave i deres egen yndlingsversion, så den opskrift vil jeg ikke trætte jer med, men nøjes med at vise et billede af de smukke krydderier, som kom i min version i går. Chokolade og kanel synes jeg giver et ekstra pift og det samme gør chipotle chili (røget chili), som jeg også anvender.
Her følger opskriften på corn bread. Oprindelsen er amerikansk og derfor er mål også i cups. Hvis du ikke har de samme skønne cup-målebæger, som jeg har, så husk at 1 cup = 240 ml = 2,4 dl.Brødet bages med bagepulver og det betyder, at det smager allerbedst friskbagt.
- 1 1/4 cup majsmel
- 1/2 cup hvedemel
- 1 spsk bagepulver
- 3 tsk groft salt
- 1 tsk hel korianderfrø
- 1/2 tsk spidskommen
- 1 tsk rørsukker
- 1 finthakket skalotteløg
- 1 bdt forårsløg skåret i 1/2 cm tykke skiver
- Kernerne af 1 frisk majskolbe
- 1/4 cup grofthakket kruspersille
- 1 finthakket rød chili
- 1 fed, finthakket hvidløg
- 100 gr revet cheddar
- 1 1/4 cup yogurt
- 2 spsk mælk
- 1 æg
- 1/4 cup smeltet smør
Start med at blande alle de tørre ingredienser, krydderier og grøntsager i en stor skål. Det vil sige majsmel, hvedemel, bagepulver, salt, koriander, spidskommen, rørsukker, skalotteløg, forårsløg,majs, chili, hvidløg og cheddar.
I en seperat skål piskes de våde ting sammen: smør, æg, mælk og yoghurt.
Rør nu begge de to blandinger sammen i den store skål, men undlad at røre for meget på grund af bagepulveret. Dejen skal blot være ensartet og alt mel fordelt, så der ikke er nogle “mel-lommer”.
Kom dejen i en lille bradepande eller springform beklædt med bagepapir.
Bages ved 200 grader i 30 – 35 minutter.
Server brødet lunt til din chili med guacamole.
Velbekomme og hav en dejlig weekend.
Mange hilsner, Mette
Fotograf Martin Kaufmann
Tak for opskriften på det krydrede corn bread – det vil jeg sætte over til i morgen til søndagssuppen 🙂
God weekend, Karen
Hej Karen,
Tusind tak for din hilsen.
Hvordan gik det med dit cornbread?
Mange hilsner, Mette
Waw, hvor ser det lækkert ud og hvor lyder det som om det er et yderst velsmagende brød. 🙂 Billedet med krydderierne er jo intet mindre end genialt… Smuk styling og skønt valg af fokus.
Tusind tak, Mia.
Som du måske har set på FB, så måtte jeg diskutere stylingen med fotografen, men vi er begge enige om, at resultatet blevet noget så godt!
Hmm, Chili Con Carne en af mine vinter favoritretter, hvor der som du har med skal chokolade i :-).
Super ide med krydret cornbread.
/Søren
Hej Søren,
Ja – det er bare så skønt og giver virkelig varmen.
Det allerbedste – næsten – denne gang, var den gode rest, vi fik, da jeg lavede en kæmpe portion. Den tog vi med dagen efter i sommerhus. Når man ankommer til et sommerhus, er det altid hundekoldt og skal varmes godt igennem og man er som regel selv hundesulten. Med en god portion chili, så fik vi hurtigt varmen indvendigt, mens huset langsomt begyndte at varme os op udvendigt!
Ideen med cornbread er jo desværre ikke min egen, men det er blevet en tradition nu!
Mange hilsner, Mette