Blommesyltetøj med citronverbena og vanille

Vi skal videre med blommeopskrifterne.

Denne gang bliver det i den traditionelle afdeling: nemlig en god gang syltetøj. Hvad der imidlertid gør dette sylt lidt anerledes er, at jeg valgte at tilføje citronverbena, som giver en mild smag af citrus, der passer perfekt med de gode Reine Claude blommer og vanillen.

Start med at finde et gode blommetræ. Søg evt hjælp på http://www.plukselvfrugt.dk.

Jeg har fundet et blommetræ…..

Jeg holder rigtig meget af de gule, franske Reine Claude blommer, som er mit barndoms blommetræ.

Det  var først, da jeg flyttede til Schweiz og ofte frekventerede franske markeder, at jeg fandt ud af, der findes to versioner: de grønne Reine Claude og de gule (Reine Claude d’Oullins).

De grønne har jeg ikke set i Danmark, men hvis du kan få fat i dem, så er det helt klart de mest smagfulde. De ser hårde og umodne ud, men skindet bedrager og de smager intenst sødt med et strejf af honning.

De gule er store, søde og saftige, men med knap så meget smag. Anyways, jeg er tosset med dem!

Smukke, gule Reine Claude blommer

Citronverbena er en sart fler-årig krydderurt, som man med held og dygtighed kan få til at overvintre. Hverken held eller de tilpas grønne fingre er imidlertid til stede hos os, vi kvæler med jævne mellemrum en citronverbena. Men jeg elsker den intense duft og brugen i både det søde og salte køkken.

Man kan være heldig at finde unge planter hos diverse (gode) krydderurteforhandlere (f.eks. i Torvehallerne), men hvis du falder over en plante med mere grenede stilke og i en størrelse, så det snarere er en busk, så har du fat i et ældre – og trods alt – mere hårdfør eksemplar.

Ingredienser: 

  • 1 kg udstenede, halve blommer
  • Kornene af 1 vanillestang
  • 300 gr rørsukker
  • 3 store stilke citronverbena

Alle ingredienser, inkl. den tomme vanillestang, kommes i en gryde og koges op ved middelvarme. Så blommerne frigiver al deres saft.

Så er der lige straks syltetøj

Ekstra vand er på ingen måde nødvendigt. Blommerne er rigeligt saftige.

Lad syltetøjet koge 30 min, til blommerne er kogt ud og konsistensen er ensartet.

Smag på syltetøjet og tilføj mere sukker, hvis du synes. Jeg holder igen med sukkeret og sylter mindre portioner ad gangen.

Kom syltetøjet på helt rene glas. Du kan evt skolde dem først, skylle dem i vodka eller sterilisere dem i ovnen. Det gør man ved at lægge sine glas samt evt. låg i ovnen ved 100 grader i 30-60 minutter.

Husk at være omhyggelig med din hygiejne: Ingen fingre i glasset!

Fisk evt citronverbenaen op, inden du hælder gå glas.

Så er der sikret gode syltetøjsmadder til morgenmaden:

Dejlig morgenmad med hjemmebagte boller, syltetøj, yoghurt, blåbær, honning og lidt god hjemmebragt Gruyere

Hav en rigtig dejlig dag.

Mange hilsner, Mette
Fotograf og med-syltetøjsspiser Martin Kaufmann

4 thoughts on “Blommesyltetøj med citronverbena og vanille”

  1. Mums det lyder lækkert Mette. Nu har jeg et meget givtigt blommetræ i haven med “blå” blommer – har du nogen anbefalinger til dem? Jeg har forsøgt mig med blomme marmelade, men endte med en meget bitter omgang.

    1. Hej Anne,
      Skønt med en god kilde til blå blommer. Jeg har aldrig oplevet, at blommer skulle blive bitre. Jo, de kan være stærke, men ikke decideret bitre. Kan det evt være det geleringsmiddel, du har brugt? (af samme grund bruger jeg ikke geleringsmiddel, da jeg synes, det giver en bismag).
      Det kan også være, at ingredienserne er gået i forbindelse med den gryde eller ske, du har brugt. På en ikke så heldig måde.
      Jeg vil foreslå dig, at du prøver igen. Revurderer sukkermængden, evt. spæder med lidt vand for at gøre det mindre stærkt og så undlader geleringsmiddel. Alternativt kan du blande med feks æbler eller pærer. Det får man noget rigtig dejligt sylt ud af.
      Held og lykke, Anne.
      Knus, Mette
      PS Alt vel med lille Frk Visholm? Billeder snart, tak 🙂

  2. Tak, Frk Visholm nyder livet og det gør hendes forældre også 🙂

    Jeg laver et nyt forsøg med blomme marmeladen og vil droppe geleringsmidlet. Jeg bruger ikke sukker i, men sødemiddel (pga. min mands diabetes) Måske der bare skal mere i. En god mulighed at blande med æbler, dem har jeg nemlig også nogle af i haven 😉
    Knus Anne

    1. Hej Anne,

      Hmmm….. kan det være sødemidlet? Jeg har spurgt mig lidt for og der er ingen andre, der har været ude for det samme. Meget mystisk!

      Prøv igen!

      kh, Mette

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *