Vi væltede os jo i stenbiderrogn i et par dage og til sidst blev der en rest, som røg i fryseren til en anden god gang.
Denne gode gang var det her i weekenden.
Jeg har flere gang fået en lille fin ret på Restaurant Radio, som jeg hver gang har tænkt, at jeg ville fortolke i mit eget køkken og således blev denne variation til: En skøn cremet bygotto med et strejf af røg og den dejlige rogn til.
Det er en forret og derfor er det også vigtigt, at det er en lille fin portion, der bliver serveret, så der stadig er masser af appetit til resten af måltidet.
Til 8 personer:
- 2 finthakkede skalotteløg
- olivenolie
- 300 gr perlebyg
- 2 dl Noilly prat, hvidvin eller champagne
- Ca 1 l hønsefond, som står i en gryde ved siden af og holdes varm
- 2 spsk rygeost
- 4 spsk creme fraiche
- Salt og friskkværnet peber
- 1 stor skefuld stenbiderrogn per person
- Dild og blomster (stedmoderblomster) til anretning
Fremgangsmåden er som til risotto, men lad os lige tage den for en sikkerheds skyld alligevel:
Sauter løg i olivenolie til de er klare. Tilsæt byggen og lad den sautere med i kort tid. Hæld vinen på og lad den koge lidt ind, før du lidt efter lidt tilsætter fonden, efterhånden som byggen bliver kogt mør.
Når byggen har nået det punkt, efter ca 20 minutter, hvor den stadig har bid og konsistensen er som grød, tilsættes rygeost og creme fraiche. Smag til med salt og peber. Hvis bygottoen er blevet for fast tilsættes lidt ekstra fond, rygeost eller creme fraiche. Men pas på med rygeosten, den må endelig ikke overdøve og tage magten fra stenbiderrognen.
Fordel bygottoen i 8 dybe forvarmede tallerkener og glat overfladen. Rognen strøes over og til sidst pyntes med lidt dildspidser og et par blomster.
Det er en rigtig fin lille gæsteret, som du sagtens kan variere og erstatte stenbiderrognen med nye små smørstegte kantareller, fjordrejer, røget laks eller hellefisk i små ensartede tern.
God appetit!
Mange hilsner, Mette
Fotograf Martin Kaufmann
Kære Mette
Hvor ser den forret smuk og sommerlig ud 🙂
Kh Anne
Tusind tak, søde Anne. Har du prøvet pendanten hos Radio?
Nej desværre ikke! Det ville jeg gerne 🙂
God lørdag!
Kh Anne