Husmandskage eller nem æblekage

Jeg er på besøg hos min Mor og bliver forkælet, som man kun bliver forkælet hos sin Mor.

Min Mor er  den primære kilde til min madglæde. Jeg er vokset op med, at alt blev lavet fra bunden og råvarerne blev hentet ude i haven, kødet fra egen stald og æggene i hønsehuset. Min Far fiskede med en kammerat og mændene i familien havde som en naturlighed jagttegn.  Som barn, synes jeg, det var lidt kedeligt og ville hellere ind til byen og handle i supermarkedet, men som voksen sætter jeg utrolig stor pris på, at jeg er opvokset med disse værdier. Økologi var principielt – længe før det blev moderne og politisk korrekt.

Vi havde et køkken hjemme på gården, som i den grad fulgte årstiderne. Der var jubel, når det første jordbær kunne plukkes, kartoflerne var store nok til at blive gravet op og mine brødre kunne levere haresteg.

Hver sommer blev der syltet, frosset og kogt saft i lange baner: pærer, blommer og moreller, ribsgele, kirsebær til ris a la mande, asier, rødbeder, pickles, ribs-, kirsebær og solbærsaft osv osv.

Vi havde ikke mindre end to kummefrysere, og jo længere vi kom hen på sommerren/efteråret, des mere fyldte blev de!

Siden jeg var helt lille, har jeg siddet på køkkenbordet og hjulpet med at lave alt fra medister til vanillekranse på den orange Mastermixer (som er over 25 gammel og still going strong).

Mors repertoire er stort! Og der mangler aldrig kage.

Jeg har fået lov at låne en opskrift og poste på bloggen. Husmandskagen er fra min Mors dage som ung pige i huset hos “Fru Teisen” på Nissumgaard ved Skanderborg. Det er en supernem, saftig og meget dejlig kage. En god smag af citron og dejligt med den gode smag af vinterens sidste æbler.

Vi har netop afsluttet en diskussion om, hvorvidt det vil gøre kagen godt, at der kom vanille i. Lad os bare sige, at det er der delte meninger om, og jeg har derfor valgt at poste den klassiske variation, så må du selv tilsætte kanel, vanille, chokolade – eller hvad du nu måtte have lyst til.

Husmandskage

  • 200 gr smør
  • 200 gr sukker
  • 4 æg
  • 200 gr mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 tsk revet citronskal
  • 2 æbler
  • tesukker
  • lidt hakkede mandler til pynt

Start med at piske hviderne stive i en separat skål. Derefter piskes æggeblommer, smør og sukker sammen. Sigt mel og bagepulver i og vend til sidst det æggehviderne i.

Hæld dejen i et smurt ovnfast fad og læg æblebåde dekorativt ovenpå. Drys med mandler og tesukker til sidst.

Bages ved ca 200 grader, alm over/undervarme i ca 40-45 minutter.

Nyd den med en kop te og den/dem, du elsker.

Fotograf Martin Kaufmann og Mette Juulsgaard

 

 

20 thoughts on “Husmandskage eller nem æblekage”

    1. Tusind tak – dejligt at høre for en gang skyld, har jeg selv taget et par stykker af dem.

      Tesukker = Perlesukker, dvs lidt grovere sukkerkrystaller.

      Giver lidt ekstra knas og smelter ikke.

  1. Fin tekst om din barndoms mad – fik mig til at tænke på, at det bestemt ikke er fra min salige Moder jeg har min madglæde…mad var noget der skulle overstås og nemme løsninger var hendes favoritter. Husker med væmmelse hendes kartoffelmos pulver, hendes hvide opbagte saucer med klumper og hjemmelavede æblekage lavet på købe mos. Du har fået en gave med fra barndommen, og at du nu blogger din mors opskrift er at vise hende den påskønnelse! Godt gået af dine forældre: mad efter årstiderne, øko-trendsettere og fornuftsbetonet madlavning.

    1. Kære Nada,

      Jeg har lige læst din søde besked højt for min mor, som blev meget glad og stolt. Det gjorde jeg også! Tusind tak!

      Jeg er vokset op på et tidspunkt, hvor de lette løsninger gjorde deres indtog på markedet, men hverken lørdagskylling, pulver bearnaise eller frikadelle mix har gjort noget godt for nogen.

      Det var et privilegium, at min Mor var medhjælpende hustru på gården og prioriterede at lave alt fra bunden.

      Mange hilsner,
      Mette

  2. Hvor er det et dejligt og personligt indlæg, Mette. En sand fornøjelse at læse. Mange hilsener til dig og din mor 🙂

    1. Tusind tak, Christine.

      Det er jeg rigtig glad for at høre og det er jeg sikker på, min Mor også bliver 🙂

  3. Hej Mette
    Vi sidder lige her på Skive Seminarium og analyserer lidt på din blog.
    Meget lækker og inspirerende!
    Martin vil bage din husmandskage, når han kommer hjem, og iøvrigt er han økologisk bondemand, så han er glad.
    Kys og hilsner fra
    Mia

    1. Hvor er I bare søde. Glæder mig til at høre konklusionen på analysen og Martin-øko-mands erfaringer!
      Knus M

      1. Tusind tak for sidst, hvor var det bare dejligt at se jer, de skønne unger og jeres meget rare hjem!!!

  4. Hej Mette

    Har lige opdaget din blog i dag. Skønne ospkrifter, og jeg kan i den grad relatere til dine ord om bloggen. Synes det er helt rigtigt. Hvor har du en smuk mor og det lyder som himlen, at have den barndom i baggagen. Min mor kom fra sådan en baggrund, men var desværre ikke særlig glad for at lave mad. Hun mente ikke selv, hun var god til det, hvilket bestemt ikke passede. Til gengæld er jeg det så.

    Jeg kommer helt sikker på besøg her igen.

    1. Kære Deborah,
      Tusind tak for din søde besked. Jeg måtte straks ringe til min Mor og læse den højt for hende. Hun blev også så glad så glad!!!
      Og jeg kunne endnu en gang fortælle hende hvor taknemlig, jeg er!

      Kh, Mette

  5. Lyder som min barndom, selvom min mor arbejdede og jeg ikke er vokset op på en gård, men i en villa med en meget stor grund. Jeg skal afgjort til at følge med her, så jeg har føjet dig til blogs jeg følger på min blog. Tak for dejlig inspiration og skønne billeder. Anne

    1. Ja, det er ikke så tosset en opvækst at have haft 🙂
      Det glæder mig usigeligt, du har lyst at læse med.

  6. Dear Mette,
    is it possible to get the english version of the recipe for the Husmandskage? it looks delicious in the picture!!!
    Regards,

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *