Indrømmet denne opskrift kræver OVERSKUD!
Bortset fra du ikke selv skal fange tunen og lægge æggene, så skal alt laves fra bunden.
Er det besværet værd, kan du kritisk spørge? Det synes, jeg helt bestemt det er. Især fordi, portionerne af dukkah og harissa rækker til mange andre skønne retter også.
Og du kan lave det hele i god tid. Dukkahen holder længe i et lufttætglas og harissaen en uges tid.
Jeg lavede retten for et par lørdage siden til frokost. Vi havde dygtige Peter Svenningsen på besøg, som laver de skønneste fyldte chokolader tilsat frugt, krydderurter og andet godt, som Peter selv samler eller plukker i sin have på Fejø.
I den nylige konkurrence International Chocolate Award vandt Peter hele 3 guldmedaljer og 3 sølvmedaljer.
Nå, men mens Peter og Martin var travlt optagede af photoshoot, puslede jeg i køkkenet med retten her. Ind i mellem jeg fik forkælende smagsprøver fra “studiet.”
Bestem selv, om du vil tilføje tun eller holde retten vegetarisk.
Dukkah
- 100 gr hasselnødder
- 50 gr sesam
- 1 tsk nigella
- 3 spsk koriander
- 1 spsk hvid peber
- 1 1/2 spsk spidskommen
- 1 tsk paprikaflager eller god paprika
- 1/2 spsk salt
Start med at riste hasselnødder på en varm pande uden fedtstof. Tag nødderne af panden og lad dem køle lidt af, før du gnider så meget af hinderne af, som du kan.
Rist derefter sesam, til de er gyldne.
Til sidst ristes alle krydderurterne.
Stød alle ingredienser sammen i en morter.
Harissa
- 2 spsk krydderblanding af:
- 1/2 kanelstang
- 1 tsk koriander
- 1 tsk spidskommen
- 1 tsk fennikel
- 1 tsk sennepsfrø
- 1 tsk bukkehornsfrø
- 2 kardemommekapsler
- 1/2 stjerneanis
- 2 røde peberfrugter
- 4 fed hvidløg
- Lidt salt
- 80 ml olivenolie
- 3 – 5 chilier (afhængig af styrke)
- et bundt koriander
- 1 tsk fiskesauce
- 25 gr palmesukker
- lidt citronsaft
Rist alle krydderierne til krydderiblandingen på en meget varm pande. Sørg for at ryste panden godt og røre rundt, så de ikke brænder på, men får en gylden farve og begynder at poppe let.
Mal dem til fint pulver i en kaffemølle eller knus dem i en morter.
Grill peberfrugterne i ovnen til skindet begynder at blive sort. Tag dem ud og pak dem i sølvpapir eller en plastikpose. Luk godt til. Dampen fra de varme peberfrugter vil hjælpe med at løsne skindet.
Efter ca 5 minutter åbner du og piller skindet af peberfrugterne. Kom dem i en blender sammen med alle øvrige ingredienser og blend til en ensartet pasta. Smag til med lidt citronsaft og kom evt lidt mere salt i.
Bagte tomater med harissa
- 12 cherrytomater eller san marzano tomater
- 2 spsk harissa
- 3 spsk olivenolie
- 1 tsk rørsukker
- Salt og peber
Tænd ovnen på 175 grader. Bland olivenolie og harissa og vend det med de halve tomater. Bred tomaterne ud i et lag på en bageplade med bagepapir og drys med salt, peber og sukker.
Bag tomaterne i ca 1 time, til de er faldet lidt sammen og begynder at skrumpe ind.
Linser
- 1 spsk olivenolie
- 1 skalotteløg hakket fint
- 1 stilk blegselleri hakket i små tern
- 1 stort fed hvidløg hakket fint
- 250 gr Puy linser
- 1 stor kvist timian
- 1 stilk rosmarin
- 1 laurbærblad
- Saft af 1/2 citron
- 1 spsk sherry eddike
- 3 1/2 spsk god olivenolie
- 2 spsk koriander, bredbladet persille og/eller basilikum
Start med at riste løg, hvidløg og blegselleri i olivenolie i ca 10 minutter, uden det tager farve.
Tilsæt linserne og lad også dem riste med et kort øjeblik, mens u rører rundt, så der kan komme olivenolie over det hele.
Kom krydderurterne i sammen med 700 ml vand og salt.
Bring gryden i kog og reducer derefter varmen, så gryden med indhold bare simrer. Fortsæt i 15 – 20 miutter eller til linserne er møre.
Når linserne er kogt møre, skulle de gerne have suget det meste af kogevæsken og hvis det ikke er tilfældet, så dræner du bare linserne for vand. Tag krydderurtestilkene og laurbær op.
Vend krydderurter, sherry eddike, olivenolie og citronsaft i. Smag til med salt og peber.
Pocherede æg og tun
- 4 æg
- 1 dåse rigtig god tun i olie- f.eks denne fra Årstiderne, som er fanget ENKELTVIS med stang
Pocher æggene 3 – 4 minutter afhængig af størrelse. Du er nødt til at gøre det enkeltvis, så æggene ikke klumper sammen. Skyl forsigtigt æggene under koldt vand, så kogningen stopper og lad dem dryppe af.
Lad også tunen dryppe godt af.
Så må der anrettes. I bunden af en dyb tallerken lægges linserne. Herpå de bagte tomater.
Æggene vendes forsigtigt i dukkah og lægges oven på tomaterne. Til sidst lidt tun og krydderurter.
Server harissa og dukkah i glas ved siden af, så dine medspisere selv kan komme lidt ekstra på, hvis de har lyst.
God appetit. Og dejligt søndag til dig.
Kh, Mette
Foto: www.martinkaufmann.dk