Den nemmeste sommerdessert: Rabarbersuppe med is

I går var der den der rabarberhyldeblomstsaft og som jeg “beskedent” skrev på Facebook, så er det altså noget af det bedste, jeg har lavet længe.

Den saft smager simpelthen så dejligt og er indbegrebet af om ikke sommer, så i det mindste forsommer eller tidligt sommer, idet rabarberne er bedst lige nu, hvor de har vokset sig store og kraftfulde, men uden at indeholde alt for meget oxalsyre (det, der sætter sig på tænderne) og være træede.
_DSC1395

Selvom saften kræver en stor portion rabarber, så behøver de ikke være de allermest røde af slagsen. Det kan sagtens være nogle store grønne kraftkarle. Det røde, som sidder nederst på stænglen, skal nok give tilstrækkeligt farve til at saften bliver fin og lyserød.

Saften smager også godt som suppe. Altså en af de der kolde dessertsupper, som ligger godt i maven og slutter et måltid herligt af.

Når du serverer saften som suppe, behøver du ikke fortynde den. Det kan du selvfølgelig sagtens gøre, hvis du synes, det bliver for “kraftig kost,” men det er ikke nødvendigt. Til gengæld er det bydende nødvendigt, at suppen serveres ISKOLD! Så smager suppen allerbedst og er mest læskende.

Jeg kogte lidt af saften op og hældte over små stykker af rabarber. Lagde låg på skålen og det er alt nok til, at stænglerne bliver møre. Det er klart, de ikke suger en masse sukker til sig, så de er stadig friske og med bid, når man spiser suppen. Jeg er ret vild med den form for tilberedning i stedet for at lave en egentlig kompot eller bage dem i ovnen.

Saften fra i går.....
Saften fra i går…..

Jeg har – selvfølgelig – pyntet med lidt frisk hyldeblomst, et par smukke blade fra en lille citrontagetes og lidt mynte.

Er det ikke bare pænt?!

Så venter vi bare på isen.....
Så venter vi bare på isen…..

Suppen fik følgeskab af en rigtig god is fra Irma: økologisk Jerseyflødeis med hyldeblomst (den er endda på tilbud lige nu). Mange andre slags is kan også sagtens bruges.

Og ja – det er også årsagen til overskriften. Nogle gange er det ok at købe en god (og ordentlig) is og lade husmoderen nyde sol og sommer i stedet for udsigten fra køkkenet.

Næste gang skal vi have lidt skiver af friske jordbær og en god jordbæris i.
_DSC1400
Lidt knas ville heller ikke være tosset. Måske lidt dehydreret citronmåne?!

Jeg håber, du er blevet inspireret til at lave din helt egen version!

Hav en dejlig dag.

KH, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

PS Ret smart med den farvekombi på Grundlovsdag, ikke?!

Køkkengrej og udstyr

Dyb tallerken fra stellet Ursula, som i dag produceres af Kähler

Skeer fra Ikea

 

5 thoughts on “Den nemmeste sommerdessert: Rabarbersuppe med is”

  1. Det ser så lækkert ud! Tror jeg vil prøve den her i weekenden, når vi får gode venner på besøg 🙂

    Kh anya

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *