Det er pudsigt, hvordan man nogle gange kan ændre opfattelse af en ret eller ingrediens.
De første gange jeg smagte mango og sticky rice, var jeg ikke specielt imponeret og kunne ærlig talt ikke forstå, hvorfor så mange var helt vilde med den klassiske thailandske dessert.
OG det er såmænd ikke mere end to år siden, jeg smagte mango og sticky rice første gang. Bevares, det var da en udmærket dessert, men ikke noget jeg faldt bagover af.
Det viste sig at have en simple årsag: mangoen!
Mango gik der nemlig også meget lang tid, før jeg rigtigt forstod|, men det skyldtes ganske enkelt, at jeg aldrig havde smagt GOD mango. DE udgaver, vi som regel kan købe i danske supermarkeder (som ofte er enten umodne eller tvangsmodnede), de smager bare på ingen made af, hvad en RIGTIG mango smager af.
Det var i Inden, jeg først smagte gode mangoer og forstod hvorfor frugten er så populær. Dens fedme, sødme og lette syre er så umiskendelig og ligner faktisk ikke nogen anden frugt. Jeg drømmer stadig om, det skal lykkes at komme til Indien midt I “mango season,” så jeg kan komme med ud i en pluk-selv plantage og gå amok.
I Thailand sidste sommer blev jeg introduceret til den originale version af mango & sticky rice. Og pludselig forstod jeg også denne ret og indså, hvorfor det er så uendelig vigtigt at have gode råvarer, når en ret består af så få ingredienser.
Foruden mangoen er risene det vigtigste. Du skal besøge en etnisk grønthandler for at finde de rigtige sticky rice med et højt indhold af gluten. Jeg køber dem som regel i det asiatiske supermarked i Kødbyen.
Vi har lige haft besøg fra Thailand og med i kufferten var masser af lækre mangoer fra min svigerfars have. Vi smovsede i dem og nød hver en bid. Både med og uden sticky rice.
Og hvordan er det så lige med de der sticky rice? Hvordan skal de tilberedes for at opnå den helt rette konsistens? Det er ganske simpelt, for det er lige præcis ristypen, der afgør, om det bliver sticky rice og ikke hvordan de tilberedes.
Risene skal skylles ad flere omgange for at fjerne urenheder og derefter lægges i blød, før de dampes.
For mig er sticky rice også indbegrebet af ”smagen af Thailand”. Da jeg sidste år besøgte Thailand for første gang (hvor Martins far bor) og vi gang på gang fik sticky rice og de altid var med i picnickurven, når vi kørte på tur (Selve steameren var så snedigt indrettet, at den havde snor = håndtag) til et stille både den lille og større sult, udviklede jeg noget nær et afhængighedsforhold.
Det var ikke nogen low-carb ferie og det blev NYDT i store drag.
Risen blev høstet på svigermors marker og en tur omkring den lokale mølle, før den hjemme i inde-udekøkkenet blev forvandlet til utallige måltider.
J
I Thailand lærte jeg også, at sticky rice med mango, ganske enkelt er de klistrede kogte ris overhældt med god kokosmælk og serveret med rustikke stykker af mango (fra haven).
I alle de opskrifter jeg har fundet, står sukker som en ingrediens, men det synes jeg på ingen måde er nødvendigt. Det sukker, der naturligt er i mangoen og kokosmælken er alt rigeligt.
Mango og sticky rice
(Dessert eller mellemmåltid til 4 personer)
- 100 gr sticky rice
- 1 mango
- 1 dl kokosmælk
- Lidt salt
- Evt lidt ristet sesam
Skyl risene tre gange og læg dem i blød et par timer og gerne længere. Damp risene til de stadig har bid, ca 20 minutter.
Læg risene i en skål, drys med lidt salt, læg mango på og hæld til sidst kokosmælk over.
Nogle gange koger jeg kokosmælken op med lidt pandanblade, kaffirlimeblade eller citrongræs for at give lidt ekstra smag, men oftest er det den helt plain variant, som er den bedst: mango, dampet klisterris og kokosmælk. Skal det være vildt, kommer der er drys af ristet sesam på. Det er ikke u-autentisk, selvom den originiale version, som regel er uden.
Kan du lide mango og sticky rice?
Rigtig god Pinse.
Kh, Mette
Foto: www.martinkaufmann.dk
Køkkengrej og udstyr
Bambusdamper fra Muji