En frisk afslutning til Nytårsmiddagen: Clementindessert

Årets store aften nærmer sig og vi har efter store overvejelser besluttet at blive hjemme i år.

På trods af nyindkøbte langrendsski, så lader sneen vente på sig og selvom der er vidunderligt (et vist sted) i Sverige, så sparer vi kilometrene på Batmobilen og venter til en anden god gang.

Det gav mig en akut lyst til at springe i køkkenet og lege med en ide til årets sidste dessert. Det blev til en frisk en af slagsen (som ikke tager pusten fra resten af aftenen og lægger sig tungt i maven), men bliver lavet med masser af skønne clementiner.
_DSC6561

Jeg er VILD med alle slags citrusfrugter og svælger (nu i højsæsonen) i så mange, som jeg overhovedet kan klemme ned.

MEN – jeg har et kriterium: De SKAL være økologiske. Særligt i mandariner og clementiner, er der konstaterede uhyrlige mængder af sprøjterester og det har jeg altså ikke lyst til. Derfor køber jeg langt de fleste citrusfrugter hos Årstiderne, hvor kvaliteten og udvalget (her er også bergamotte) er eminent.

Desserten her kan ved første øjekast synes kompliceret, men det er ingenlunde tilfældet. Det eneste, der kræves er en sifon til at lave mynte-yoghurtskum. Alternativt kan du servere med en god vanilleis eller en hvid chokolademousse (brug mandarin i stedet for bergamotte). I den helt snævre vending (vi lå i telt eller var i sommerhus, kan du servere med flødeskum).

Ellers er der grundlæggende tale om fire elementer: en gele, en frisk citrussalat, mynte-yoghurtskum og granite. Du behøver ikke frygte sådan en stiv, blævergele (beklager, jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om bedre udtryk). Juicen er sat helt nænsomt med en lille mængde husblas og er derfor stadig meget blød og lækker.

Pynten blev lidt frysetørrede hindbær, tørrende morgenfruer, grofthakkede pistacier og lidt guldstøv. Det var nok ikke heeeeelt “less-is-more” men brug hvad du har og synes ser smukt ud.

Jeg lavede to anretninger af desserten for at se, hvad der tog sig bedst ud og var mest behageligt at spise. Billeder af de to anretninger lagde jeg også på Instagram, men ved redaktionens afslutning, var det stort set dødt løb, så vælg den du bedst kan lide (og har service til).

Smukke Tumbler rødvinsglas fra Riedel
Smukke Tumbler rødvinsglas fra Riedel

Min egen favorit var denne i tallerken. Jeg synes, det ser smukkere ud, mens glasset er mere hyggeligt. Jeg kunne faktisk også bedre lide at spise af tallerkenen end glasset, men det er jo en smags sag.

Stor, hvid, dyb tallerken
Stor, hvid, dyb tallerken

Skal vi komme i gang?!

Clementindessert

(Til 4 personer)

Clementin gelé

  • 3 dl clementinsaft svarer til saft af 5-6 store clementiner
  • 2 blade husblas udblødt i koldt vand
  • Saft af 1/2 citron
  • 20 gr rørsukker

Start med at pille alle clementinerne (også til granite). Husk at fjerne så meget af det hvide som muligt, det er bittert. Kør clementinerne på en juicer og sigt derefter saften gennem en finmasket si. Du skal ende med i alt 4,5 dl juice.

Kom nu de 3 dl saft i en gryde sammen med rørsukker. Varm saften op ved middel varme, til sukkeret er opløst. Knug vandet godt ud af husblasen og tilsæt den til saften. Rør rundt til husblasen er helt opløst. Til sidst tilsættes citronsaften.

Hæld geleen på glas eller i dybe skåle/tallerkener og stil på køl (eller altan). Denne del kan sagtens forberedes dagen i forvejen.

Granité

  • 150 ml clemtinsaft (den resterende juice fra ovenfor)
  • 2 spsk glukosesirup
  • 10 gr rørsukker
  • Saft af 1/2 citron

Kog juice, sukker og glukose op og rør rundt til begge slags sukker er opløst.

Tilsæt citronsaften og hæld blanding i en flad firkantet bøtte og køl den lidt af, før du sætter den i fryseren.

Blandingen skal fryse i minimum 3-4 timer, før du kører den igennem med en gaffel og nærmest trækker eller river flager til den endelige dessert.

Mynte-yoghurt skum

  • 1 dl piskefløde
  • 50 gr rørsukker
  • 5 gr frisk mynte
  • 2 blade husblas udblødt i koldt vand
  • 3 dl drænet økologisk yoghurt 10% fra Thise

Kom piskefløde, mynte, husblas og sukker i en lille tykbundet gryde. Tænd på middel varme og rør rundt, til sukkeret er opløst. Rør husblasen ud i fløden, til den er smeltet.

Tag gryden af varmen og rør yoghurten i til massen er homogen. Tag myntestænglerne op og hæld yoghurtblandingen på en sifonflaske (en lille på en halv liter er nok).

Sæt låget forsvarligt på og “lad” sifonen med to gaspatroner. Ryst grundigt og læg flasken på køl i minimum 2 timer.

Når skummet skal bruges, skal sifonen igen rystes rigtig grundigt med ALLE dine kræfter. Skummet har jo sat sig på grund af husblasen, så du får lige trænet en gang skuldre.

Clementinsalat

  • 2 store clementiner
  • 8 blade mynte
  • 1 tsk flormelis

Skær skallen af clementinerne og skær fileterne fri. Del hver filet i lidt mindre stykker og læg dem i en lille skål. Pres saften fra membranerne ned i skålen. Hak mynten fint og kom den ned til frugten. Smag til med lidt flormelis.

Pynt

  • Frysetørrede hindbær
  • Grofthakkede usaltede pistacienødder
  • Guldstøv eller spiseligt bladguld
  • Lidt tørrede eller friske blomster

Nu skal desserten samles. Bruger du glas eller skål, så start med lidt af salaten, herefter granitéen og til sidst skummet. Drys med pynt efter behag.

Bruger du i stedet en tallerken, så læg salaten i en halvcirkel i den ene side. Drys med granité og pynt. Sprøjt skummet ud i midten.

Desserten her er god, fordi den ikke indeholder store mængder fedt og sukker. Det er en enkel dessert, der ligger let i maven og ikke kræver en tur på sofaen bagefter.

Jeg håber, du kan lide den.

Hav en dejlig søndag.

Kh, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

12 thoughts on “En frisk afslutning til Nytårsmiddagen: Clementindessert”

  1. Hvor er den smuk, Mette! Jeg har faktisk overvejet at lave en clementin-fromage til nytårsaften, da vi kører lidt 80-tema (som et take på citron fromage…), men den kommer da til at falde helt til jorden ved siden af din smukke præsentation! Håber du og Martin får en rigtig dejlig nytårsaften!

    1. Kære Heidi,
      Det lyder altså også dejligt med en gang retromad.
      Du kan jo altid pimpe den lidt 🙂
      Rigtig godt Nytår til dig. Glæder mig til at ses i 2014.
      Kh, Mette

  2. En utrolig smuk dessert! Det var sjovt at læse alle kommentarer på Instagram om anretningerne. God ide.
    Jeg bruger også masser af citrusfrugter i alt. Min favorit er jo citroner. 🙂
    Jeg overvejer, at prøve kræfter med en croquembouche! Har du nogensinde prøvet at lave det? ” Det kan du ikke finde ud af, mor!” Sagde min ældste datter 🙂 Helt ærligt! Sikken tillid! 🙂 🙂 Nu får vi at se.
    Tak for mange flotte indlæg i årets løb! Jeg læser med næsten hver gang.
    Godt nytår! Fra Ulrika

    1. Tusind tak, Ulrika. <3
      Jeg synes også, det var skægt med al den trafik på Instagram og sjovt, at der var så forskellige reaktioner på de forskellige anretninger. Jeg blev opmærksom på et par ting, som jeg slet ikke havde tænkt over.
      Jeg har aldrig prøvet at lave croquembouche, men du kan da ikke have, at din datter betvivler dine evner, så er du nødt til at bevise hende modsat. Men mon ikke det kræver et meget stort kræmmerhus?
      Og så synes jeg næsten, I skal gøre det til et fælles projekt. Vandbakkelser er jo ret sjove at lave.
      Det har været en fornøjelse at have dig på sidelinjen i 2014. Jeg skal gøre mit ypperste for, du bliver ved at synes, det er sjovt at læse med!
      Rigtig godt Nytår.
      Kh, Mette

  3. Tror du det kræver en form bagved, for at kunne bygge et tårn op? Hmm….tror du ikke bare man stabler, med en masse karamel så det hænger sammen? 🙂 🙂 🙂 Jeg har fået min sag for!! Og selvfølgelig skal datteren involveres! Mvh Ulrika

    1. Hvor skægt – jeg sad netop og skrev en kommentar “ovre hos dig” 🙂
      Jo, selvfølgelig kan du stable, men jeg tror alligevel det bedste resultat opnåes med en form som denne: http://www.jbprince.com/professional-culinary-molds/croquembouche-50-cm-20-inch.asp
      Start med en omgang profiteroles med vanillecreme og chokoladesauce. Det er da en god måde at øve 🙂 Karamellen stabiliserer naturligvis, men jeg er alligevel bange for, at det er for blødt bare at stable.
      Resultatet bliver unægtelig også mere elegang med formen: http://www.marthastewart.com/339829/croquembouche

  4. 🙂 Ja, jeg har lige svaret dig! 🙂 dejligt, at sidde her i fred og ro i køkkenet og læse blogs, imens resten af familien sover længe. Og om lidt er mit brød færdig med at hæve, og kan komme i ovnen! 🙂
    Jeg har kigget på præcis det samme link fra Martha Stewart, som du har. Der står ikke noget om en form. Og det gør der faktisk heller ikke andre steder. Måske kan man bare selv lave en form af karton viklet ind i sølvpapir? Det vil jeg prøve. Men du har ret, profiteroles med creme og chokoladesovs er heller ikke at foragte. Og måske ender det med det, fordi jeg så kan lave flere små desserter til en tallerkenservering. Det kan jo være svært at holde igen. 🙂

    1. Se, dét er et godt argument for profiteroles 🙂
      Jeg kan godt forstå din ide med pap og sølvpapir, men jeg er bange for, at karamellen vil hænge i sølvpapiret og når den bliver kold (og stiv), vil det være lidt af en udfordring at få de små stykker sølvpapir af.
      Kan godt lide denne model: http://www.youtube.com/watch?v=G5zM9_NFGAQ – et stykke silikone vil fylde væsentligt mindre i køkkenskabet end det store kræmmerhus 😉
      Hov, men se lige denne: http://www.youtube.com/watch?v=vl7TrB–gCw – BAGEPAPIR er løsningen <3

  5. Jamen, se der! Tak for de to fine links! Selvfølgelig er det bagepapir der skal rundt om! Sig mig, hvad gjorde vi før i tiden uden internet og you tube? 🙂 🙂 🙂
    Elsker kommentaren: ” Remember, the higher you make the cone, you need more profiteroles to cover it up!” Virkelig??? 🙂 🙂 🙂 Men smart er det med bagepapir! Tak for tippene!! Nu skal jeg da vist lave croquembouche!

    1. Ja, du har fuldstændig ret. Verden FØR Youtube og især efter…..

      Jeg forestiller mig, du sætter din datter i gang med formen. Hvis hun løser dén opgave, så skal du nok klare selve tårnet. Det er jeg sikker på!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *