Kært barn har mange navne. Cavolo nero er det italienske af slagsen. På dansk hedder den “langørede,” krøllede kål palmekål eller sortkål.
Oprindelsen er italiensk og nærmere betegnet Toscana.
Palmekål er en grønkål og dyrkes som denne, den giver imidlertid et mindre udbytte, da bladene sætter sig i noget, der mere ligner rosetter end egentlige stokke som grønkålen.
Der er diskussioner om, hvorvidt kål skal have frost eller ej fpr at tage den let bitre og “kålede” smag. Søren Wiuff siger: “Der er noget gammelmandssnak, der siger at grønkål skal have frost. Det er noget ævl. Lidt kølige temperaturer ned til omkring frysepunktet er godt, det giver lidt mere sødme (sukker er plantens kølervæske), og gør at kålen for nogle glider nemmere ned. Men frost, pjat!”
Min palmekål kom fra Sørens mark og den smagte skønt, her LÆNGE (ønsketænkning fra en hverdagscyklist) før frosten gør sit indtog.
Palmekål smager dejligt og bruges som almindelig grønkål, omend den smager lidt bedre og især er mere behagelig at tygge på. Hvis det ellers giver nogen mening. Men brug den som grønkål og se, hvad der sker ved smagen.
Jeg er nødt til at slutte af med endnu et citat fra Søren Wiuff: “Hvis der er noget Thomas Rode, Kræftens Bekæmpelse, rådyr og jeg selv er enige om, er det at kål er rigtigt, rigtigt godt. Jeg tror ikke jeg må sige , at det er sundt, så det vil jeg lade andre om.”
Og så lukker vi ned for Søren i denne omgang.
Sauteret palmekål med hvidløg, smør og parmesan
(tilbehør til 3 personer)
- Ca 500 gr cavolo nero – eller det der svarer til 1 stok/roset
- 50 gr smør
- 2 spsk olivenolie
- 1 skalotteløg
- 2 fed hvidløg
- 75 gr friskrevet parmesan
- Salt og peber
Start med at vaske kålene og skære ribbene ud af hvert blad. Dels bladene på langs og evt også en eller to gange på tværs, så de bliver nemmere at spise.
Ribbene kan sauteres for sig i starten af sæsonen, senere hen bliver de simpelthen for grove. Mine var for grove allerede. Desværre.
Sæt et stor gryde med vand over og bring vandet i kog. Kom kålen i og når vandet koger, skal kålen have 2 minutter. Hæld straks kålen i et dørslag og under den kolde hane, så den flotte mørkegrønne farve bliver bevaret.
Hak de to slags løg fint.
Smelt smør og olivenolie i en gryde. Tilsæt begge slags løg og lidt salt. Lad løgene sautere i ca 10 minutter, så de bliver bløde uden at tage for meget farve.
Tilsæt kålen og rør godt rundt, så hvidløgssmørret fordeles på alle bladene. Giv nogle generøse drej med peberkværnen.
Drys med den revne parmesan og smag evt til med lidt ekstra salt.
Og Ja – gryden ryger direkte på bordet, når det drejer sig om de smukke lakerede Staub-gryder. Jeg er vild med dem og kan slet ikke få nok af de smukke farver. Her er det farven “Mustard.”
Vi spiste kålen til en lækker kylling med efterårsfrugt. Den skal du nok få opskriften på snart.
Hav en dejlig onsdag.
Kh, Mette
Foto: www.martinkaufmann.dk
Det ser jo fantastisk lækkert ud!
Er selv ret glad for kål og selv min kæreste, som tidligere har haft et anstrengt forhold til kål, er også med på kålvognen!
Kh,
Tanja
Det er en dejlig og anerledes måde at servere kål på Tanja. Og med rigeligt smør og ost, så kan de fleste omvendes.
Du kan sagtens bruge grønkål, savoykål eller andre typer kål til retten.
Kh, Mette
Hvis ikke det var fordi Thomas Rodes navn var nævnt ovenfor, så ville jeg anbefale, at man faktisk rørte en portion god og velkogt pasta i kålen, bum så er der en hel ret !, men nu tør jeg ikke sige det, fordi Thomas er nævnt 🙂
Ssshhhh – jeg siger ikke noget til nogen!
Super ide med pastaen.
Kh
Jeg tror godt, jeg kan lide din Søren 🙂 Han lyder som en fornuftig mand. Mine grønkål har faktisk fået frost – inde i landet har det frosset i de mere lavtliggende områder, og der står min kål. De sidste morgener har der også været rimfrost på græsset i engen. Heldigvis står georginerne inde ved huset, så de står endnu.
vh/Karen
Søren er meget fornuftig! Helt overordentlig fornuftig faktisk.
Pyha – det værste er, når georginerne ryger. Synes jeg. Så bliver det rigtig vinter!!!
Kan du smage forskel på kålen efter frost, Karen?
Det er godt nok er ORDENTLIG portion – 500 kg kål 🙂
Det er god motion for kæberne efterfølgende 🙂
De 500 gr er inklusiv stok og rib, som er det, der vejer mest.