Ideer til Valentines Day ….

Kære romantiske læsere,

Dette indlæg er til jer, der fejrer kærligheden og bruger torsdag d. 14. februar til at give jeres hjertes udkårne en masse skøn opmærksomhed.

"Love"
“Love”

Jeg må med skam melde, at jeg ikke har lavet nogen eksklusiv Valentines Day scoremiddag til dig, men jeg har surfet rundt på bloggens 256 indlæg og har sammensat følgende 6 menuforslag til dig.

På ægte damebladsmaner har jeg skrevet en lille vejledning/guide ud for hver menu, så selvom der ikke er nogen test, der fortæller dig, om du er den nordiske type eller til det avancerede, så håber jeg, du kan genkende dig selv og den skønne person, du skal lave mad til.

Den nordiske menu

Du HAR været på Pony, Radio og Noma. Nu vil du selv gøre dem kunsten efter med mad lavet af råvarer, som er i sæson og er at finde i Norden.

Råvarer i sæson kombineret med skandinavisk minimalisme
Råvarer i sæson kombineret med skandinavisk minimalisme

Forret:
Bygotto med røg og rogn – den skulle være god nok, den første stenbiderrogn ER landet i forretningerne
Hovedret:
Rosenkål og torsk eller Ciderbraiserede svinekæber
Dessert:
Gnalling med karamelliseret pærekompot eller Æbletærte med marengs

Skat, vil du med en smuttur til Thailand i aften?

I fik aldrig booket den rejse til Thailand for en reparation af bilen og vaskemaskinen, der stod af, stjal dét budget. ÆV. Nu kan du i stedet skrue op for varmen og smutte i sommertøjet, mens du leger tropeparadis hjemme i stuen:

Thai-middagen kræver nok et besøg hos en asiatisk købmand
Thai-middagen kræver nok et besøg hos en asiatisk købmand

Forret:
Pomelosalat med tigerrejer og citrongræs – Jo, den er god nok, det ér opskriften fra KiinKiin.
Hovedret:
Laks med spicy peanutcrust eller Flæskesteg på asiatisk maner
Dessert:
Mangois med kokosmælk eller Kokosmælkcreme med ananas

Meat lover

Uden at trampe rundt i nogle generaliseringer, så er du sikkert en kvinde, som ønsker at glæde din mand og du ved, at det gør man allerbedst ved at servere kød – og gerne i rigelige mængder. Jeg konsulterede fotografen, som ønskede, at jeg i stedet havde givet menuen på burger til forret, burger til hovedret og burger til dessert. Det ville jeg såmænd også gerne have gjort, jeg har imidlertid ALDRIG haft en burgeropskrift på bloggen:

Skønne lammekoteletter
Skønne lammekoteletter

Forret:
Foie gras med rødbeder
Hovedret:
Lammekoteletter med pistacienødder eller Braiseret oksebov med varme krydderier eller Brændende kærlighed version 2013
Dessert:
Pærecrumble eller chokolademarengs med blåbærkompot

Til den avancerede

I er ikke bange for at prøve noget nyt og trives med oplevelser, som er de få forundt. I tager chancer og holder af adrenalinsuset. I vil i det hele taget gerne være lidt anerledes:

Dorade med blæksprutter, oliven og artiskokker
Dorade med blæksprutter, oliven og artiskokker

Forret:
Dansk blæksprutte med bergamotte ketchup
Hovedret:
Dorade med blæksprutter, artiskokker og grønne oliven
Dessert:
Ananassalat med kanelparfait eller hvid chokolademousse med bergamotte

Fiskeelskeren

“Din kæreste elsker fisk. Når I går ud at spise, bestiller du en stor, rød, bøf (eller burger) og hun bestiller den bagte pigvar – Dette er menuen, du skla forkæle din kvinde med, hvis hun er tosset med fisk:

Smukkere og mere enkel dessert - eller morgenmad - får du næsten ikke
Smukkere og mere enkel dessert – eller morgenmad – får du næsten ikke

Forret:
Kammuslinger og pastinak eller Kammuslinger og jordskokker
Hovedret:
Fladfisk en papilotte eller Helleflynder med bygotto
Dessert:
Citrussalat med kanelhonning, mynte og granatæble eller Citronis – og mazarin

Old school

“Mors mad er den bedste.” “If it works, don´t fix it.” Mad behøver ikke være så avanceret, så længe det bliver lavet med gode råvarer, så kan selv den mest simple mormor-mad smage vidunderligt. Velbekomme.

Ukompliceret forret med laks og avocado
Ukompliceret forret med laks og avocado

Forret:
Laks med krydderurter og avocadocreme
Hovedret:
Kalvefrikasse
Dessert:
Citronfromage eller verdens bedste pandekager

Vegetarmenuen

Hvis den du elsker også elsker dyrene og ikke bryder sig om at spise dem – endsige kan lide smagen – så skal du på jagt i de vegetariske opskrifter.

Salat med smukke rodfrugter, grillet gedeost og kastanjer eller nødder
Salat med smukke rodfrugter, grillet gedeost og kastanjer eller nødder

Forret:
Salat med rodfrugter, kastanjer (erstat evt med hassel- eller valnødder) og grillet gedeost eller lun salat af græskar, pære, kål, byg og feta
Hovedret:
Risotto på rodfrugter med revet trøffel eller Pasta Carbonara UDEN bacon MED kål
Dessert:
Skønne, syndige blondies eller sprød strudel med lækkert pærefyld

Skal jeg også købe en gave?

Hvis du er helt TOM for ideer til, hvad du skal glæde din elskede med (og hellere vil invitere på restaurant end lave middagen selv), så synes jeg, du skal kigge forbi hos Blok18. Mikkel har sammensat nogle skønne pakker i kærlighedens faver:

Den lille pakke til 250 kr
Den lille pakke til 250 kr

Hvis den, du gerne vil glæde, er bare lidt glad for mad og lækre, gastronomiske produkter, så var det her hos Blok18, jeg ville finde en gave (og så er det jo faktisk også en pakke, som er lidt hyggelig og dejlig at dele):

Den store pakke til 320 kr
Den store pakke til 320 kr

Husk nu, at Valentines Day ikke kun er for kærester og ægtefolk, det er helt “lovligt” at glæde enhver, man holder af. Hvad end det måtte være en datter, veninde, bror, mor, naboen eller postbudet.

Jeg håber, du kan blive inspireret af ovenstående og vil blive noget så glad for at få en besked om, hvordan din aften er gået, hvis du vælger at eksperimentere med nogle af menuerne eller retterne.

Rigtig god fornøjelse.

Mange hilsner Mette

Hvis hjertes udkårne er Fotografen.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *