I går skrev jeg om det seneste NaCl arrangement på Spisehuset 56°, men den aktive gruppe har allerede næste omgang Showcooking på plakaten.
Alle NaCl Showcooking er enestående oplevelser, men næste gang bliver det måske lige lidt mere “once in a lifetime” end det plejer at være.
Tommi Kondo Sasaki, som er udlært fra Munkebo, Kro har sammen med Thomas Pasfall inviteret til Showcooking på Munkebo Kro på Fyn under det oplagte tema: “Fyn er fin”.
Og hvorfor er det så noget særligt?
Jo, det er der hele TRE gode grunde til:
Det er desværre ikke tit, NaCl afholder arrangementer udenfor København. Alle kokke arbejder ulønnet på frivillig basis og det er lidt af en cirkus, der skal fragtes land og rige rundt. Denne gang tager holdet alligevel turen, da Kondo gerne vil invitere alle sine NaCl-legekammerater “hjem til kroen.”
For det andet, så er det Thomas Pasfalls sidste sommer på Munkebo Kro, hvor han og hustruen Anne Sofie har huseret siden 2000. Sommeren igennem, vil Thomas, assisteret af Kondo, gøre sit til, at gæsterne på kroen vil huske ham og hans team. Der bliver skruet endnu mere op for de gastronomiske oplevelser og det hele afsluttet med et ordentligt brag, når “Den sidste nadver” afholdes lørdag den 29. september med besøg af kokkekollegerne Paul Cunningham, Bo Bech og Jacob de Neergaard, musik, underholdning og løfter om, at vinkælderen skal tømmes. WOW!
For det tredje, så kommer der et rigtigt spændende besøg fra Ruben Busk, som er køkkenchef på en af Færøernes bedste restauranter Hotel Hafnia. NaCl besøgte i April Færøerne og nu er det blevet tid at gøre gengæld. Derfor er Ruben inviteret til Danmark for at deltage på Munkebo Kro til NaCl #20. Det er en unik mulighed for, NaCl at udveksle gastronomiske erfaringer samt udvide kendskabet til og brugen af nye råvarer.
Der er stadig få billetter af NaCl#20: “Fyn er fin” tilbage, men du skal skynde dig!
Billetter kan købes både med og uden overnatning.
Jeg glæder mig rigtig meget. Ses vi?
Mange hilsner, Mette
Fotograf Martin Kaufmann