Måske var du en af dem, der i weekenden kiggede forbi Øko-dagen i Torvehallerne?
I givet fald kan det også være, du kom forbi Arla Unika og fandt en opskrift med mit navn på. Endnu vigtigere dog fik du måske også en lille pose rugkerner.
Dem kan du godt betragte som – næsten – guldstøv. Disse kerner er helt fantastiske, når de ristes i lidt olie, til de popper er bliver helt sprøde.
Og bare rolig, de bliver faktisk så sprøde, at der ikke er risiko for tandskader.
Jeg har her lavet en lille salat, som jeg har drysset med flager af den gode ost, Kornly, som lagres omgivet af ovennævnte rugkerner, samt rug-“popperne”.
Ganske enkelt. Skræl et par gulerødder. Fortsæt med en tyndskræller at lave lange spåner af gulerødderne, som du skræller direkte ned i din salatskål. Suppler med tynde stave af rød peberfrugt. Drys med flagesalt, groftkværnet peber, masser af friskpresset citronsaft og god jomfruolivenolie.
Vend salaten rundt, så dressingen fordeles.
Drys med Kornly i flager og de poppede rugkerner. Slut af med lidt friske krydderurter. Jeg har her brugt timian.
Velbekomme.
Mange hilsner, Mette
Foto: www.martinkaufmann.dk
Uhmmm hvor ser det lækkert ud. Hvad er kornly for en slags ost? (den har vi vist ikke i Sverige ;))
Kh Marian
Hej Marian,
Nej – Konrly er (endnu) en Unika ost, så du må proviantere, når du er i Kbh. Kornly har jeg efterhånden skrevet om en del gange, da jeg selv er meget begejstret for den ost, der er lagret i rugkerner: http://www.becauseitmatters.dk/?s=kornly
Jeg vil gå efter en Västerbottan eller en god Präst, hvis jeg var dig.
Kernerne kan du stadig lave, men du kan naturligvis også bruger nødder eller andre knasende ting 🙂
Rigtig god fornøjelse.