Da vi kom hjem fra Færøerne, var vi nødt til at ryge direkte på detox.
Vi havde spist godt i 3 dage (Aarstova, NaCl middag og Koks) og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det summede op til, slet ikke når vin medregnes….
Jeg har et ambivalent forhold til broccoli. Jeg kan som udgangspunkt godt lide det, men det er en vigtig forudsætning, at den bliver behandlet godt og skånsomt. Det absolut værste er overkogte, pruttede og vandfyldte hoveder/knolde. Især det der med, at selve hovedet kan trække så meget vand og blive sjasket og kedeligt, det får jeg nærmest grønne knopper af. Derfor holder jeg af at spise min broccoli dampet i bambuskurv eller rå i små stykker. OG så bruger jeg så meget jeg kan af stokken og bladene også.
Derfor er jeg helt vild med “purple sprouting broccoli”. Det er ikke så tit, man kan få dem, men når de er der, så slår jeg til med det samme, så bliver den knaldhamrende sunde grøntsag altså noget mere spiselig for mig.
Her er broccolien kombineret med kylling til en nem hverdagsret.
Broccoli, kylling og peanuts
(til 4 personer)
- 1 dåse kokosmælk
- 1 spsk soja
- 1 tsk fiskesauce
- Juice af 1/2 lime samt ekstra lime til servering
- 1 lille spsk Helt honning med chili
- 100 gr saltede peanuts
- Neutral olie til stegning
- 450 gr kylling, f.eks udbenede overlår fra Aarstiderne, de smager fantastisk!
- 2 fed hvidløg i tynde skiver
- 500 gr broccoli
- Koriander til servering
- Rød chili til servering
Rør kokosmælk, soja, fiskesauce, limesaft, honning og peanuts sammen.
Varm olien op og skær imens kyllingen i strimler. Brun kyllingen ved god varme, så den får en dejlig stegeskorpe. Du kan evt gøre det ad to omgange, så du kan holde varmen højt oppe i stedet for at koge kødet.
Tag kødet af panden og tilsæt hvidløg, som sauteres i et halvt minut. Tilsæt broccoli og saucen og lad det koge i 4 minutter eller til broccolien er mør.
Tilsæt kyllingen igen og vent det hele sammen. Server med masser af frisk koriander, chili i tynde skiver eller finthakket (afhængig af styrken) og limebåde.
Server med ris eller nudler til.
Flere opskrifter med broccoli:
- Stirfried broccoli med peberfrugt og ingefær
- Lynstegt broccoli med spidskommen og ramsløg
- Broccoli med to slags sesam (STOR yndling!!)
- Pasta broccoli – her bliver enhver broccolihader overbevist!
- Frittata med broccoli
God tirsdagsappetit.
Kh, Mette
Foto: www.martinkaufmann.dk
Køkkengrej og udstyr
Sort tallerken fra Bent Brandt
Sorte spisepinde fra Alessi