Det er altså ikke blevet helt jul endnu her på bloggen. Nu får du en beretning om et lille sted ca 3 timers kørsel fra København.
Jeg læser med hos søde Marian, der har den dejlige blog “Brændstof.” Marian bor i Göteborg og fortalte i sommer om et lille slot udenfor byen, som lød som en virkelig skønt sted.Navnet noterede jeg ned – eller skrev bag øret om du vil – og vidste, at næste gang min vej faldt forbi Sveriges 2. største by, så måtte jeg en tur til Gunnebo Slott.
En primær årsag til at skrive slottet på ønskelisten var nu også den skønne cafe, som er helt igennem økologisk. Her bliver serveret masser af grønt fra køkkenhaven, alt bliver lavet fra bunden og brødet bagt dagligt. Til frokost kan man købe en rigtig god buffet og hvis det i højere grad, er den søde tand, der trækker, så er der et righoldigt udvalg af de mest vidunderlige kager. Lokale producenter anvendes i så vid udstrækning som muligt og forarbejdes også i nærheden eller i det mindste hos små producenter. Således males for eksempel alt mel hos Berte Qvarn.
I denne måned frister cafeen med en skøn julefrokost og da vi besøgte køkkenet i Oktober, var forberedelserne og syltningen til julbordet i fuld gang. Du finder en stemningsfyldt video om Gunnebos julefrokost her.Når man sidder i et af restaurantens lokaler, føler man sig næsten hensat til Carl Larsson tid og det er nemt at lade tiden flyve, når man først har slået sig ned i de dejlige rum.
Udenfor vinduerne ses den den mest vidunderlige køkkenhave. Sådan en som jeg, der drømmer om at få fod på egen skovl (læs: egen have), gerne ville have. Her er alt fra bærbuske til artiskokker, masser af krydderurter og helt almindeligt sommergrønt som salat, bønner, gulerødder, kål, porrer osv. Nå ja, og for at alt dette så ikke skal være løgn, så findes der vel en små 10 køkkenhaver i alt. Æv, misundelse er en grim ting.
Slottet blev påbegyndt i 1778 og bygget på de næste 18 år af den dygtige handelsmand John Hall, der ønskede sig et “lille” sommerhus. Det var den lokale arkitekt, Carl Wilhelm Carlberg, der tegnede slottet. Han var netop vendt hjem fra et længere udenlandsophold og var stærkt inspireret af den nyklassicistiske stil og Gunnebo blev hurtigt udråbt som lidt af et mesterskab og beundret af alle og enhver.
Desværre bliver Gunnebo ikke i familiens eje særligt længe. Da sønnen John Hall Junior arver familieforetagendet i 1802, går der bare 5 år, før virksomheden går konkurs og i 1832 bliver det aldeles forfaldne slot solgt på auktion.
Ak ja, sådan kan det gå.
Efter en række ejerskifter overtager Mölndal kommune slottet i 1949. Heldigvis findes de originale tegninger stadig og slottet samt ikke mindst haven bliver sat i stand. Istandsættelsen er nøje beskrevet på Gunnebos hjemmeside.
Du kan komme ind at se slottet med en af de guidede eller teatralske visninger, men hvad der er næsten mindst lige så interessant er, at man kan komme på ditto ture i køkkenhaven og dét kunne altså være spændende! Læs meget mere her.
Onsdag d. 12. december afholdes, der Lucia koncert. Jeg kan næppe forestille mig et mere stemningsfyldt sted at se et “rigtigt” Lucia optog. Især ikke hvis der også bliver sne. I det hele taget afholdes der hele året rundt en lang række arrangementer, koncerter, sommerteater mm på slottet, som du kan læse om i Aktivitetskalenderen.
Jeg håber, du har fået lyst til en tur til Sverige. Jeg har flere gode tip til Göteborg i ærmet, som du kan forvente at læse meget mere om i den kommende tid.
Mange hilsner, Mette
Fotograf Martin Kaufmann
Det ser bare dejligt ud, der gad jeg godt smutte forbi ved lejlighed. Kh Pernille
Tak for henvisningen, Mette. Jeg er bare så glad for at høre, at I også fik en hyggelig oplevelse på Gunnebo Slott. Her i december er der vist julemarked i nogle weekender derude, så jeg skal helt sikkert forbi igen og tanke op af julestemningen på slottet. Desuden tror jeg at deres økologiske julebord er helt fantastisk – men jeg må hellere lade det komme an på en prøve =)