Det er blevet tid til en tur til Odder igen. Denne gang skal vi lidt udenfor byen mod Hou, hvor færger sejler til Tunø og Samsø. Vi tager dog hurtigt en afstikker til venstre i Neder Randlev ad Bjeragervej, hvor Bjeragerhougaard ligger og ægteparret Møller bor.
Tænk, siden sidst jeg skrev er Odder og omegn kommet (endnu mere) på det gastronomiske landkort: Magasinet Gastro, som udkom tidligere på måneden, har også været en tur på landet for at besøge nogle af Smørblomstens producenter.
Smørblomsten er en række producenter på Odder-egnen, som har slået sig sammen i et markedsføringssamarbejde under den gule blomsts navn. Selv siger de: “Med en strålende klar gul farve lyser de små blomster, som vi kalder for smørblomster, op i landskabet. På samme måde kan vi finde overraskelser på de bugtede landeveje i form af gode kvalitetsoplevelser i omådets gårdbutikker og på spisesteder respekt for det lokale. ”
Den beskrivelse kan jeg faktisk rigtig godt lide og som jeg også tidligere har skrevet, så er jeg stolt over, at den egn, som jeg kommer fra, (endelig) erkender og påskønner, at god kvalitet ER en konkurrenceparameter og tiltrækningskraft.
Foreningen består pt af 16 medlemmer og spænder vidt fra den lokale turistforening til restauranter, hudpleje, slagter og landmænd. Naturligvis kan man debattere, om det er hensigtsmæssigt for de enkelte medlemmer, at spredningen er så stor, men jeg synes, at det som forbruger er en stor fordel, at nogle har tænkt HELE værdikæden igennem og ser på maden fra flere forskellige synsvinkler. Således er der også både økologiske og konventionelle landmænd i foreningen.
Introduktion til Fru Møllers Mølleri
Udgangspunktet på Bjeragerhougaard er produktionen af noget fantastisk godt mel, hvor de HELE kerner bliver malet på en langsommelig stenkværn, således vi også får glæde af kimen, som er spækket med E-vitamin og gode flerumættede fedtsyrer. Den kim, som i industrimel bliver sorteret fra, da den med sit olieindhold er med til at melets holdbarhed/hyldetid forkortes, pga harskning.
Fru Møller har jeg indirekte skrevet om flere gange: Bjørn hos Restaurant Himmel og Hav bager med Fru Møllers mel; jeg bagte kamutboller i Juni – med mel fra Fru Møller og i Marts var det de lækreste pærescones, som blev bagt, med stor inspiration fra Fru Møller.
Jeg oplever det samme i madblogverdenen og hos andre foodies. Hvis man bor på Odder/Århus/Horsenskanten og vil have godt mel, så er det Fru Møller, man besøger.
Så der er ingen tvivl om, at jeg allerede er en stor Fru Møller fan.
Derfor var det også dejligt endeligt at kunne sætte et ansigt på Fru Møller alias Bodil, da jeg mødte hende i slutningen af sommerferien til en snak om landbrug, forpligtelser, økologi og gårdbutikker.
For bare at nævne nogle få emner. For med Bodil kommer man hurtigt vidt omkring.
I samtaleemner.
For geografisk set, så foregår det på Bjeragerhougaard.
Og det har det altid gjort. Bodil er født og opvokset på gården. På landbrugskolen møder hun Kim, som hun tager med hjem og i dag driver de sammen den 200 ha store gård.
Gården huser desuden den populære restaurant Madhimlen (jeg står altid og savler over deres menukort, men har stadig oplevelsen til gode) og kafferisteriet Chulumenda, hvor Annemarie rister rigtig gode kaffebønner.
Hjertet i det hele er dog gårdbutikken. Det er med gårdbutikken Bodil viser, at vejen kan kortes ned fra producent til forbruger og vi kan undgå alt det skrammel (=elendig industriel forarbejdning), som ofte undergår de ellers rigtig gode landbrugsprodukter, som dansk landbrug står for.
Det er en udflugt at besøge Fru Møller og man er velkommen på hele gården. Her er masser at se på og man skal næsten lige en tur forbi grisene eller fårene for rigtigt at have været derude.
Økologi og bæredygtighed
Bjeragerhougaard er ikke et økologisk landbrug. Bodil vil gerne vise, at det sagtens kan lade sig gøre at drive et ordentligt konventionelt landbrug og gør op med nogle af de skismer, som økologien (desværre også) indeholder. Vidste du for eksempel, at nogle pesticider ER godkendt i økologisk dyrkning, hvis der er akut fare for tab af afgrøder? Vidste du, at der ikke er nok økologisk gødning og derfor er det tilladt i økologisk landbrug at gøde med konventionel gødning?
I følge WBSCD (World Business Council for Sustainable Development) er definitionen på bæredygtighed, at vi i 2050 er 9 milliarder, som skal kunne leve et godt liv af klodens ressourcer. Brundtland definitionen er, at bæredygtighed er det, som “”skaffer menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov”.
På Bjeragerhougaard sprøjtes ikke mere end det er nødvendigt. Der anvendes ingen stråforkortere og jorden bliver hovedsaglig gødet med dyrenes gødning og suppleret med almindelig gødning. Sædskifte Transporten for mange af gårdens produkter er yderst begrænset og det samme afstanden til gårdens primære samarbejdspartner, slagteriet. Og når man ser grisene snadre rundt ude på marken, så er der heller ingen tvivl om, at dyrevelfærden også er til stede her.
Som Bodil og Kim selv siger: “Vi lever af vores dyr og afgrøder, og jo bedre, vi passer på dem, jo bedre har vi det også. Vi tager ikke afstand fra økologi. Tværtimod lader vi os inspirere, og tager det til os, der passer til den livsstil, vi ønsker – og til de principper, vi har omkring sund livsstil med råvarer, der dufter, smager og giver optimal næring til os og vores kunder.”
På Bjeragerhougaard føles en stærk forpligtelse til at producere i et forsvarlig omfang for at imødekomme den stærkt stigende verdenbefolkning. Bodil og Kim vil gerne gøre deres til, at WBSCDs definition bliver en realitet. Så det kan godt være, de ikke kan smykke sig med Ø-mærket, men bæredygtige, det er der INGEN tvivl om, de er. Både ifølge den seneste definition fra WBSCD og den “gamle” fra Brundtland.
Og lad os så komme tilbage til det essentielle: at producere gode råvarer direkte fra jord til bord uden forringende mellemled.
Gårdbutikken
I butikken er det altid veloplagte, lidt rapkæftede og altid smilende Tina, der styrer slagets gang. Jeg er tosset med den opmærksomhed, man får som kunde. Her er øjenkontakt, kompetent og vidende betjening, smil, interesse og TID. Ja, køen bliver nogle gange lidt lang, men hvad pokker gør det?! Der er masser at kigge på i butikken og de øvrige kunder er lige som dig, der vælger at tage vejen ud på landet med samme prioriterede valg og mål: gode råvarer. Så der er basis for en god snak med andre i køen, hvis ventetiden skulle falde for lang.
I butikken sælges foruden den gode mel nogle fantastiske brød, som er langtidshævede, bagt med biga, surdej eller meget små mængder gær. Her kommer den gode mel til sin ret, når smagen udvikler sig til fulde i den langsommelige proces, det er, at skabe rigtig godt brød.
Der er syltevarer i rigt mål, is, pestoer, småkager, kammerjunkere og så videre og så videre…….. Alt produceret med så lokale råvarer som muligt: jordbær fra Holtgaard, hindbær, æbler og blommer fra “Karensminde“, Stikkelsbær fra Samsø, og grøntsager fra Tunø og Beder.
Jeg er helt solgt til en skøn chilipesto, som jeg – grundet afstanden – nu har været nødt til at genskabe. Opskriften følger snart på bloggen.
Et hjørne af butikken er forbeholdt køleskabene med alle de gode kødprodukter. Her er resultatet af det gode liv, som svin og lam har haft på markerne udenfor vinduerne forarbejdet af den nærliggende slagter, Bjerre Kød. Der er pølser en masse, leverpostej, bacon og masser af fersk- og frostvarer af høj kvalitet.
Særligt pølserne er et kapitel for sig. Prøv f.eks Hr. Møller, som er en stor favorit i min famile. Men er du i tvivl om, hvad du skal vælge, så skorter det aldrig på smagsprøver. Så prøv dig frem.
Nå ja, og så må jeg da absolut ikke glemme kagerne.
Fru Møller tryller absolut vidunderlige kager frem. En helt særlig plads har Solbærsnitten hos mig. En opdateret version af hindbærsnitten bagt med god solbærsylt, masser af smør og den fineste lyserøde glasur.
Og jeg kunne blive ved.
Men jeg risikerer hurtigt, at mit indlæg bliver forældet, for der sker konstant noget hos Fru Møller. Nye produkter og ideer, der skal prøves af, kommer til. Da jeg var på besøg blev der eksperimenteret med eddike og jeg ser konstant, at bagværket ændrer sig og nye pølsevarianter bliver til.
Lad dine smagsløg og dagsform bestemme, hvad du kommer i din indkøbskurv. Fru Møller har skabt grundlaget for, at der er masser at lade sig inspirere af og vælge imellem.
Grøntsager fra Tunø
Under de smukke, enorme kastanjetræer på gårdspladsen står en rød og hvid trævogn, som indeholder gode grøntsager fra Tunø. Her finder du sæsonens udvalg af helt friske og sprøde grøntsager.
Du kan også være heldig at finde lidt frugt fra nærliggende Karensminde Frugtplantage, som er endnu en af Smørblomstens producenter.
Back to the start
Jeg kan ikke lade være at slutte indlægget her med en henvisning til den reklame, der blev valgt til Årets bedste TV-reklame på Cannes Lions International Festival of Creativity. Reklamen handler om en bonde, der erkender hvilke konsekvenser industrien har og går tilbage til basics og – bogstavelig talt – slipper dyrene fri. En meget fin lille film, et lækkert stykke musik og et tankevækkende indhold, som jeg synes passer så uendelig godt sammen med filosofien og tankerne bag Bjeragerhougaard.
Hav en rigtig dejlig lørdag.
Mange hilsner, Mette
Fotograf Martin Kaufmann
Hej Mette,
fantastisk artikel. På trods af at jeg bor i Aarhus, var jeg ikke klar over, at der ligger et skatkammer ikke langt herfra. Det bliver helt sikkert en ting, som kommer på TO-DO listen: et besøg hos Fru Møller.
Nyder altid at læse dine indlæg, da du værner om god kvalitet – det er en fryd!
Og super artikel i Food Festival magasinet i øvrigt!
God weekend, Mette!
Dbh Tanja
Køre Tanja,
Tusind tak for de søde ord. Ja, du har ikke langt til Fru Møller. Tag dig god tid en lørdag formiddag og find derned. Der er – efter sigende – også god brunch hos Madhimlen.
Dejlig weekend til dig.
Mange hilsner, Mette
Kære Mette
Virkelig flot og velskrevet indlæg med sans for detaljen – det mestrer du bare til perfektion… – og skønt at sætte fokus på ting og lokationer, man kun kan blive inspireret af at besøge og lære bedre at kende selv.
NB: Rigtig flotte fotos, der matcher indhold og emne perfekt!
Go’ weekend…
Kh Thomas
Kære Thomas,
Tusind tak for de søde ord, hvor er det bare dejligt at høre, at det kan inspirere at læse bloggen.
Rigtig god weekend til dig også!
kh, Mette
Hej Mette
Det var virkelig en fornøjelse at læse så spændende et indlæg – det var både oplysende og inspirerende! Der er ingen tvivl om, at jeg slår et smut forbi Fru Møller næste gang jeg er på de kanter.
Hej Martin,
Jeg bliver bare så glad, når jeg læser en kommentar som din. Fru Møller er bestemt både et besøg og en omegn værd. Jeg håber, du finder til Østjylland på et tidspunkt.
Rigtig god weekend.
Mange hilsner, MEtte
Måske det lige var på sin plads at specificere, at det ikke er de samme sprøjtemidler, der er tale om, når du nu skriver – under økologi og bæredygtighed – om at økologer gerne må sprøjte med pesticider, hvis det virkelig gælder. For at være sikker i min sag tjekkede jeg det lige op med Økologisk Landsforening, og deres svar var som følger :
“Det er lovligt at bruge nogle forskellige natur-stoffer til at bekæmpe eller regulere skadegørere i økologiske afgrøder. Der er ikke tale om egentlige pesticider, men stoffer som bivoks, planteolier, sæber og lignende”.
En væsentlig forskel og slet ikke at sammenligne med det altødelæggende gift der påføres jorden ved konventionelt landbrug !
Hej Søren,
Tak for din præcisering. Du har ret, det er yderst relevant at få med.
Er du ikke god at angive din kilde. Jeg vil meget gerne læse mere!
Mange hilsner, Mette
Se i bilag 2 i publikationen: http://1.naturerhverv.fvm.dk/vejledning_om_oekologisk_jordbrugsproduktion.aspx?ID=2137