Forkælelse på libanesisk: Besøg på Manzel

Manzel betyder hjem på arabisk og selvom det måske ikke er den første tanke, man får, når man træder ind i restauranten af samme navn på hjørnet af Rosengården (som er en gade) og Fiolstræde, så er det efter en kort orientering i restaurantens mange rum et nærliggende navn. Samtidig bliver man simpelthen taget så vel imod, at det næsten føles som at være kommet til et privat hjem.

Det første jeg fik øje på, da vi trådte ind af døren var, hvad der for mig lignede en gammel sømandskiste i zink til den ene side og til den anden, var der nærmest en boudoir-stemning med en gammeldags skillevæg, hvor der nonchalent var slænget en nylonstrømpe henover.

Jeg elsker de små detaljer og dem er der masser af, når man bevæger sig rundt i restaurantens rum, som alle er indrettet forskelligt med hvert deres indretnings- og farvekodeks, lyssætning samt stemning. Det er ret unikt.
Det er den dansk-chilenske kunstner Marco Evaristti (ham med guldfisken i blender), der har medvirket til indretningen. Han har sat et aldeles personligt præg på alt fra de to spisestuer til loungen, baren og biblioteket.

Til bords i pink omgivelser
Vi blev vist ind i det største rum i restauranten, hvor det er farverne pink og sort, der dominerer. Her sidder man i en blanding af båse og mere åbne siddepladser. Vi fik en fin plads i det ene hjørne, så vi kunne skue ud over hele lokalet (=holde øje med hvad de andre fik at spise).

Menukortene blev hurtigt bragt til os og vi valgte den store luksustur, som hedder “Kbire” og består af 16 serveringer. Det er vel at mærke serveringer, hvor alt tælles med, men når det er sagt, så var vi prop-stop-mætte, da vi gik derfra og vi fik flere gange at vide, at vi blot kunne bede om ekstra, hvis vi var mere sultne. Det var på ingen måde tilfældet. Maden bliver serveret som delemad, dvs man har hver sin lille tallerken, men indholdet på fadene skal deles. Det giver altså en ekstra dimension til måltidet

Normalt kommer jeg på arbejde, når jeg skal gengive en ret korrekt og især på nogle af de steder, hvor maden indeholder rigtig mange elementer i hver enkelt ret. Jeg sætter en ære i at have detaljerne på plads, men for første gang så er jeg simpelthen nødt til up-front at erkende, at der kan være en svipser eller to i dagens indlæg.

Mez-Mez
Den første runde af serveringer bestod af en omgang mez-mez. Populært sagt er det det arabiske svar på tapas, men når alt kommer til alt, så er alt sådan set småretter, så mez-mez er altså måltidets indledning og det, der svarer til snacks og forretter.

En af de ting vi begge havde set allermest frem til var falafler. Der er altså virkelig langt mellem de gode falafler i København (tip modtages gerne!) og vi blev bare så lykkelige over at få bekræftet, at falaflerne på Manzel er nogle af byens allerbedste.
De er endda i en så luksuriøs udgave, at der i midten er en løgkompot og så var de lagt på en drænet yoghurt rørt med sesampastaen tahin. Mums. Jeg ville ønske, de kunne fåes som take away, så ville jeg straks være stamkunde.

Vi fik også nogle sjove små brød “fatayer” (det er dem, der ses bag falaflerne) som bedst kan beskrives som en slags “lommer” der var med spinatfyld.

Endelig var der to slags lækre hjemmelavede kiks med henholdsvis sumak, timian, sesam og en variant med feta og mynte. Især den sidste var helt vild god.

I de øvrige (mange) skåle var der flere slags dip: “labne”, som er drænet yoghurt rørt med mynte og olivenolie, “Baba Ghannouj al Manzel” som er den traditionelle dip på bagte eller grillede auberginer med hvidløg og tahin. Hommus var der selvfølgelig (den havde vi OGSÅ set meget frem til). Den var tilpas cremet i konsistensen og med god krydring. På toppen en lille genistreg i form af friterede kikærter og lidt ekstra olivenolie.
Endelig var der grønne bønner, tomat, koriander samt “Akoub Bil Laban al Manzel” som ganske enkelt er grillede rosenkål med yoghurt, tahin, kanel og dildolie. Sidst men ikke mindst en rigtig dejlig vegetarisk “Musakaa,” som er den arabiske “lasagne” med aubergine, kikærter, kartofler, koriander og tomatsauce.

Til hovedretterne
Nu kom de første kødserveringer/hovedretter på bordet.
I en skål var der en perfekt tilberedt og meget mør samt saftig perlehøne “Moghrabie”, der blev serveret på en arabasik slag “otto”. Vores tjener præsenterede den som arabiske gnocchi, men i virkeligheden er der tale om store couscous (på størrelse med små ærter), som var rørt med stykker af græskar, der stadig havde bid og lidt kanel. For mig, var det helt klart aftenens højdepunkt. Kødet var så lækkert og tilbehøret så nytænkt. Jeg skal ud at finde jumbo couscous, det er helt sikkert!
Den anden ret var et stykke dejlig grillet laks med en salsa af koriander, yoghurt med tahin, granatæblekerner og ekstra olivenolie og citron som en slags sauce. Og selvom jeg fik udnævnt foregående ret til min yndlings, så var denne også helt klart meget inspirerende (og det er et af mine kriterier for, om jeg giver en positiv bedømmelse af en ret/restaurant) og lur mig, om du ikke snart kommer til at finde noget lignende her på bloggen.

De næste kødserveringer var grillet okse og kylling samt de lækreste indbagte brød “3arayes” med oksekød og pinjekerner på toppen granatæble-sirup. De var lidt søde i det, men det temmeligt krydrede oksekød gav en vældig god balance.

Den grillede kylling var igen – lige som perlehønen – simpelthen så mør og saftig. Jeg vil tro, den var marineret i blandt andet citron og smagte helt vildt godt. Teknisk nok højdepunktet for denne aften.
Oksekødet kunne jeg sagtens have undværet. Det var en relativ tynd skive kød, som var stegt lidt for hårdt.

De sidste to serveringer i hovedretsstriben var den arabiske salat “fatoush” med grillet brød, tomat, sumak og salat samt “mouhamara” på røde peberfrugter med lidt chili og nødder.

Dessert i loungen
Og så skal jeg lige love for, vi var proppede.

Det var en lise at “få lov” at gå ind i loungen og slænge os i de overdimensionerede sofaer og langsomt samle lidt kræfter til desserten. Det var faktisk også et af input, jeg fik med, da jeg afslørede på diverse sociale medier, at vi var på Manzel, at vi skulle se frem til at ligge i de bløde sofaer.

Vores desserter fortsatte i samme spor som de øvrige retter. Fire små desserter, som gav en god, forfriskende, lidt sød og i det hele taget dejlig afslutning på måltidet. Der var en hvid chokolade mousse med rød grape, granatæble med basilikumgranité, en slags arabisk meget lækkert karamel og endelig ananas med rosa peberkorn og rosenvand.
Det var altsammen fint og i en passende mængde. Martin fik (selvfølgelig) en (god!) espresso til.

Herlig og ærlig service
Jeg taler ikke arabisk men ved hver ret, fik vi det arabiske navn præsenteret først og derefter de enkelte råvarer/bestanddele. Desuden var vores tjener meget sød og beredvillig til at svare på alle (mine) spørgsmål.

Vores søde tjener var meget vidende om maden og kunne i detaljen gengive ingredienser. Jeg havde lidt ekstra spørgsmål, som hun hurtigt gik i køkkenet for at afklare og kom hurtigt tilbage med svar, hvorefter vi begge blev lidt klogere.

Det libenesiske køkken er nyt og ukendt for rigtig mange af os. Jeg kunne godt have ønsket, at der var mere end bare et lille vindue ind til køkkenet, men ….. nu er jeg jo også en madnørd og kan sagtens være helt alene om den holdning.

Hvornår skal man gå på Manzel?
Der bliver mikset nogle vanvittig skønne drinks på Manzel. Vi prøvede selv et par stykker dén aften, omend i den alkoholfrie udgave.

Jeg kunne sagtens forestille mig Manzel, som et oplagt valg til en venindeaften i byen enten ved at “holde hele festen dér” eller var at spise middag på Manzel og drikke labre drinks og fortsætte videre i byen.

Fredag og lørdag aften er der i øvrigt altid en DJ bag pulten og jeg er mere end overbevist om, at der bliver fest i gaden, når skønne Rikke Bronx fyrer den af.

Ved siden af os i loungen slængede et andet selskab sig. Det var tydeligvis en gruppe kolleger, som var ude at hygge sig. De havde valgt at få middagen serveret i loungen og nød den med drinks og bobler. De tager altså det formelle af sådan en middag, som nogle gange godt kan være en lidt for formel omgang. Jeg fik i hvert tilfælde lyst til (også) at arrangere en middag for kolleger.

Perspektivering og konklusion
Det er pudsigt, som nogle køkkener er mere udbredte i visse byer end andre. I Berlin og London er der masser af libanesiske restauranter, mens antallet i København vel stort set kan tælles på en hånd?

Jeg synes, Manzel er et rigtig godt valg, hvis man holder af det libanesiske/arabiske køkken. Her er på mange måder “plads” og maden er god og rigelig. Der er vildt lækre og lidt anderledes cocktails, hvor arabiske ingredienser også bliver anvendt og så er der yndlings-falafler.

Go, go, GO!

Hav en dejlig midtvejs-uge-aften.

KH, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk